Regering vil lede efter kloak-løsning
Miljøminister indvilger i at undersøge nye lånemuligheder til fattige boligejere
Meldingen kom på et åbent samrådsmøde i Folketingets miljøudvalg i går, som René Christensen fra Dansk Folkeparti havde ønsket. Han har tidligere i Licitationen - Byggeriets Dagblad undret sig over den hårde administration af kravet i regeringens vandplan om tvangskloakering af 40.000 ejendomme i det åbne land.
De berørte husejere kan være nødt til at investere i kloakanlæg og tilslutningsafgift på 70.- 80.000 kroner penge som mange ikke har.
- Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at en række af vores medborgere, der i de fleste tilfælde er gode og fornuftige samfundsborgere og har betalt hvert sit - lige pludselig får så stor en udgift, som de på ingen måde er i stand til at skaffe penge til. Her må staten hjælpe til, mener René Christensen.
Overraskende åbning
Det understregede han på samrådet i går over for både miljøminister Ida Auken (SF) og by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S), og begge ministre viste overraskende stor åbenhed for at finde en løsning.
Tidligere har myndighederne over for Licitationen - Byggeriets Dagblad peget på de eksisterende støtteløsninger, men Ida Auken sagde på mødet, at hun nu ville nedsætte en undersøgelsesgruppe, der skal finde frem til en eller anden form for støtte til de ramte borgere i form af eksempelvis nye lånemuligheder med pant i ejendomme.
- Vi er enige i, at der er tale om et reelt problem for en række husejere, der har svært ved at skaffe finansiering til de krævede tilslutningsafgifter og kloakering på egen grund eller andre løsninger. Der er husejere, der hverken har pengene eller kan låne penge i banken. Vi må prøve at finde en løsningsmulighed på det, sagde Ida Auken, der blandt andet pegede på en mere håndfast henstandsmulighed fra forsyningsselskabernes side.
Allerede nu er der mulighed for at lave en afdragsordning med selskaberne. Og så kan kommunerne yde et lån til den særlige husejere, dog kun hvis der er en eller form for friværdi som sikkerhed, og det er der mange der ikke har.
Og endelig kan husejere få fradragsstøtte gennem statens servicefradrag til håndværkere.
Men Ida Auken erkendte på mødet i går, at det ikke er nok, og at der skal undersøges nye muligheder.
På mødet foreslog Rene Christensen (DF) og Erling Bonnesen (V), at staten skulle hjælpe med et lån i ejendommen, som ved tinglysning eller lignende kunne betales tilbage ved et senere.
Det forslag tog Ida Auken med til undersøgelses-gruppen, der skal være færdig til oktober.
Ministerkollegaen Carsten Hansen sagde på mødet, at han bakkede op bag miljøministeren, og han også vil undersøge andre støtte-muligheder i byfornyelsespuljen eller i de såkaldte LAG-midler.