Anlægsnyt
NATUR - ALLING åDAL: Syddjurs Kommune har besluttet at meddele Naturstyrelsen Kronjylland dispensation fra visse lovbekendtgørelser, sådan at et naturgenopretningsprojekt i Alling Ådal kan realiseres.
Naturgenopretningsprojektet i Alling Ådal strækker sig fra Sydvest for Årslev i vest til Ny Rævebro ved Vester Alling i øst, en strækning på cirak 10 km og et projektareal på 525 hektar.
Projektet indebærer blandt andet, at delstrækninger af Alling Å, Skader Å, Alling Bæk og Årslevholm Bæk skal genslynges.
Afgørelsen er fremlagt i de lovpligtige fire ugers klageperiode fra den 7. juni til den 5. juli 2012 på kommunens hjemmeside.
NATUR - Viborg: Viborg Byråd har godkendt at sende forslag til otte Natura 2000-handlingsplaner i offentlig høring.
Høringssvar skal være modtaget af Viborg Kommune senest fredag den 3. august.
FRILÆGNING - AARHUS: Aarhus Kommune har modtaget ansøgning om regulering og frilægning af Brendstrup Grøft samt etablering af faunapassage under kommende sydlig adgangsvej til Det Ny Universitetshospital i Skejby.
Det rørlagte vandløb ligger i vejen for det kommende hospitalsbyggeri. Projektet har derfor til formål at omlægge det eksisterende rørlagte vandløb (Brendstrup Grøft) til et nyt sydligere forløb. Vandløbet frilægges og etableres med et naturligt slynget forløb, så vandløbet kan indgå som et element i det kommende grønne landskab vest for hospitalet. Der anlægges desuden en faunapassage under den kommende sydlige adgangsvej til universitetshospitalet.
Projektet er sendt til høring frem til onsdag den 11. juli.
bro - Odder: Under udviklingen af helhedsplanen for Spektrum Park er der opstået et ønske om etablering af en ny bro over Odder Å. Projektet er efter vandløbslovens bestemmelser om regulering m.v. fremlagt til offentlig høring frem til onsdag den 4. juli.
REGION SJÆLLAND
VINDMØLLER - NÆSTVED: Næstved Byråd har vedtaget en vindmølleplan med op til 24 nye store vindmøller fordelt på syv placeringer.
Placeringerne er syd for St. Røttinge, ved Fensmark/Holme-Olstrup, sydøst for Trælløse, ved Sparresholm Gods, ved Saltø Gods, nord for Tågeskovgård og i Nylands Mose.
Planen kan påklages til Natur og Miljøklagenævnet indtil tirsdag den 10. juli 2012.