23948sdkhjf

Erhvervsskole er klar til byggeboom

Tradium i Randers forudser, at skuden nu vender med de mange byggeprojekter, der er i støbeskeen i hele Midtjylland
Ny analyse "Beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen i Midtjylland" udarbejdet for Beskæftigelsesregion Midtjylland af Cowi viser, at der bliver brug for markant flere faglærte i byggefagene som følge af en række planlagte store bygge- og anlægsprojekter i Midtjylland.

Der skal både anlægges letbane i Aarhus og bygges nyt superhospital i Skejby, ligesom udbygningen af de bynære havnearealer og den kommende Marselis-tunnel trænger sig på, og nu melder Erhvervsskolen Tradium i Randers sig klar til at uddanne sin del af den efterspurgte arbejdskraft, som ifølge skolen primært vil gå på faglært arbejdskraft i byggefagene.

– Analysen viser, at der vil være et underskud på omkring 500 murere. På Tradium er vi klar til at tage vores del af tørnen med at få uddannet flere faglærte inden for murerfaget. Med skolens nye og udvidede undervisningsfaciliteter på Blommevej 40 kan vi uddanne 100 murere om året, siger uddannelsesleder Peter Pedersen fra Tradiums murerafdeling.

– Vi forudser, at skuden nu vender med de mange byggeprojekter, der er i støbeskeen i hele Midtjylland. Her bliver der brug for murerlærlinge. Så et øget optag af lærlinge på Tradium vil blive en realitet, fordi der nu igen kommer øget efterspørgsel på veluddannet arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen, siger Peter Pedersen.

Tømrerfaget følger med

Peter Pedersen fremhæver, at Tradiums murerafdeling er Danmarks førende hvad angår viden om energirigtigt byggeri. En viden som omsættes i konkrete resultater, for eksempel i partnerskabet med Randers Arkitekten, som opfører Europas mest energivenlige villa i Randers.

Analysen viser også, at der kommer til at mangle 650 tømrere/snedkere. Ved tømrerne på Vester Allé 26 kan Tradium i deres nyrenoverede lokaler også uddanne 100 tømrere i året, men i år bliver der for eksempel uddannet 53 tømrere, så der er plads til flere lærlingekontrakter, når byggefirmaerne er klar til at skrive dem.

– Vi mærker allerede nu en øget efterspørgsel efter lærlinge, men vores nye gymnasielinje, eux-tømrer international, vil alene give et løft på cirka 20 eux-tømrere, siger uddannelsesleder Palle Nielsen fra Tradiums tømrerafdeling.

To-do listen er lang

Tradium kan også byde på en alternative uddannelse, nemlig den såkaldte Byggemontagetekniker eller indendørs-tømrer, som man kalder det i Randers. Tradiums tømrerafdeling færdiguddanner i år 25 elever til byggemontagetekniker.

– Efter grundforløbet tager det kun et år at blive færdig med byggemontagetekniker. Uddannelsen kan gøres færdig her på skolen, og vi er derfor ikke afhængige af praktikplads-situationen. Det vil sige, at vi kan gøre byggemontageteknikere klar til byggeboomet. Der kan vi uddanne alle dem, der er behov for, siger uddannelsesleder Palle Nielsen.

- De vedtagne og igangværende bygge- og anlægsprojekter i Midtjylland omfatter ud over de nævnte også det kommende regionshospital i Gødstrup ved Herning, større vejprojekter som Herningmotorvejen, oplyser Beskæftigelsesregion Midtjylland.

De øvrige projekter, der venter på en endelig beslutning, er blandt andet nybygninger i forbindelse med Aarhus Universitet, VIA University College i Aarhus og etape to af Marselisborg Boulevard også i Aarhus.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11