23948sdkhjf

Tilfredse toner fra byggeriet

Den fejlslagne betalingsring i København vækker begejstring i bygge- og anlægsbranchen, der nu foreslår bedre kollektiv trafik.
Der er tilfredshed hele vejen rundt i bygge- og anlægsbranchen over, at regeringens planlagte betalingsring rundt om København led sit endelige skibbrud i går. I stedet vil regeringen bruge en milliard kroner til bedre og billigere offentlig transport.

Tekniq bifalder, at organisationens sjællandske medlemmer nu slipper for den millionregning, som ville komme med en betalingsring, og Dansk Byggeri kalder betalingsringen for et misfoster og roser regeringen for at have opgivet den.

For det er nødvendigt at finde gennemtænkte løsninger, som kan bidrage til at forbedre mobiliteten og tilgængeligheden i København.

- Vi må se på andre løsninger, fordi betalingsringen ikke reelt virker i forhold til at begrænse trængsel. Det har vist sig at være en alt for dyr løsning - forbundet med for store omkostninger ved opkrævning af bompenge. Vi skal i stedet udbygge infrastruktur og den kollektive trafik på alle områder, så mange flere oplever fornuftige alternativer og en mere effektiv afvikling af trafikken, siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius fra Dansk Byggeri.

Tog i myldretiden

Danske Malermestre har været meget fremme i sin kritik af betalingsringen. Senest da formand Per Vangekjær sammen med ansatte fra hans firma troppede op i et S-tog en morgen i myldretiden med malerspande og tapetbord for at gøre opmærksom på, at den kollektive trafik ikke er et alternativ for virksomhederne, som nemt kunne komme til at slippe 10-15.000 kr. pr. bil om året i tilfælde af en betalingsring.

Nu opfordrer Per Vangekjær til blandt andet at have en tunnel i tankerne, når regeringen skal se på behovet for infrastruktur.

- Vi ser gerne andre initiativer til at dæmpe trængslen. En tunnel under byen kunne eksempelvis være en mere ambitiøs løsning for at lede trafikken væk fra indre by. Og pendlerne har brug for en udbygning af den kollektive trafik, men det skal være en attraktiv løsning både økonomisk og tidsmæssig, siger Per Vangekjær.

En national udfordring

Ud over den ekstra ene milliard til den kollektive trafik nedsætter regeringen en trængselskommission, der senest til august næste år skal præsentere sit bud på, hvordan trængslen reduceres i hovedstaden.

Men Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) mener ikke, at det isoleret er et københavnerfænomen. For det er en national udfordring, og derfor bør regeringen nedsætte en mobilitetskommission med fokus på både infrastruktur, billetpriser, arbejdsmønstre og digital indgang til arbejdspladser og myndigheder.

- Debatten om trængslen i København understreger, at det ikke kun handler om jernbaner, veje og busser i forhold til fremtidens behov, men også om den måde, vi ønsker at sammensætte arbejdsliv og fritidsliv i fremtiden. En mobilitetskommission bør afdække mulighederne og give et bud på en sammenhængende løsning for hele landet, der ikke blot øger mobiliteten og fleksibiliteten for borgere og erhvervsliv, men også gør det på en grøn og bæredygtig måde, siger FRI’s adm. direktør, Henrik Garver.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11