DA støtter afskaffelse af præmie
Effekten af præmieordning til lærepladser er ikke dokumenteret, mener DA
Den er dyr, og effekten er ikke dokumenteret, mener DA, som bakker op om regeringens plan om at afskaffe præmieordningen ved udgangen af 2012.
Præmieordningen giver arbejdsgiverne mulighed for at modtage præmie og bonus op til 70.000 kr. pr. indgået uddannelsesaftale.
Udgifterne til ordningen er eksploderet på få år og har skabt en gæld på tre mia. kroner, som virksomhederne hænger på gennem Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER).
- Præmieordningen har ikke haft en dokumenteret effekt. Der er i de seneste år brændt en forfærdelig masse penge af på tilskud, uden at milliardudgiften står mål med resultatet. Det er i stedet virksomhedernes ordrebøger, der har betydning for om der oprettes praktikpladser, siger chefkonsulent Simon Neergaard-Holm i en kommentar til, at en række af Dansk Byggeris regionsformænd ønsker ordningen bevaret.
Helt forkert
Således mener blandt andre Dansk Byggeri Nordjyllands formand Knud Kristensen, at en afskaffelse af ordningen vil betyde færre lærepladser.
- Derfor er det helt forkert i den nuværende situation at fjerne incitamentet til at oprette praktikpladser, sagde han forleden til Licitationen.
Tilgangen af elever, der berettiger deres arbejdsgiver til lønrefusion fra AER, opgøres som andel af den samlede ungdomsårgang.
Frem til 2008 var denne andel relativ konstant, oplyser DA. I 2007 udgjorde tilgangen 7,2 procent af en ungdomsårgang, mens andelen er faldet til 5,9 procent i 2011, ifølge en rapport fra AER.