23948sdkhjf

Greenkeeper dropper store maskiner

Ny redskabsbærer med Verti-Drain, Verti-Power, mere end halverer belastningen på Hammel Golf Klubs greens
- Det giver jo ingen mening at køre ind på en green med en tung maskine for at lufte og løsne overfladen, fordi den er komprimeret af blandt andet tunge maskiner. Vi har solgt vores største traktor, og jeg ser helst, at de store maskiner kommer helt væk. Det er jo ikke landbrug, vi driver. Det er en golfbane!

Eddy Glinjui har været chefgreenkeeper i Hammel Golf Klub i nu tre år. Han er født og opvokset i Thailand, men er dansk gift og har boet i Danmark de seneste 22 år. I alt har han passet fairways og greens i Hammel i syv år. Tidligere på Odense Eventyr Golf Klub og Aarhus Aadal Golf Club. Han går gerne selv 18 huller. Og han går også gerne og laver nogle millioner ekstra huller.

Golfbanen i Hammel i det midtjyske er Danmarks første med den nye Verti-Power monteret med Verti-Drain 1513 fra den hollandske producent Redexim. Blandt greenkeepere ikke mindst kendt for Verti-Drain maskinerne, som løsner og dybdelufter vækstlaget på greens og fairways med kraftige spyd. Og det er altså netop en Verti-Drain, der er monteret på Verti-Poweren, der er blevet et yderst populært medlem af maskinfamilien i Hammel.

Lettere greenkeeper

- Man skal lægge dovenskaben væk, for man skal altså ud at gå. Maskinen er selvkørende, men styres ved, at man går foran den. Det kræver måske en lille holdningsændring hos nogle. Men så får man jo også rørt sig lidt. Det nyder både jeg og mine assistenter. Flere af dem har tabt sig. En af dem otte kilo, fortæller Eddy Glinjui.

Det er ikke alene greenkeeperassistenten, der er blevet lettere. Det er også både trykket på greens og det daglige arbejde.

- Tidligere kørte vi ind på greens med en 2,5 tons traktor. Nu er det mere end halveret. Selve redskabsbæreren Verti-Power vejer 520 kilo og Verti-Drain enheden 530 kilo. Alt i alt 1.050 kilo. Det er noget, som både greens, forgreens og teesteder er glade for. Og selv om vi altså går rundt med maskinen, så sparer vi tid i forhold til, da vi tidligere sad på en traktor. Inklusive transport rundt på banen brugte jeg cirka 10 timer, da jeg var rundt og lufte med den nye maskine første gang. Med traktor plejer det at tage i hvert fald halvanden arbejdsdag, siger Eddy Glinjui.

Højere kvalitet

Chefgreenkeeperen er ikke i tvivl om, at tidsforbruget reduceres yderligere, når han og hans mandskab bliver mere vant til at køre med den nye Redexim maskine.

- Det er jo nemt at ændre kørselsmønster, fordi maskinen er meget manøvredygtig. Og man har en meget bedre føling med arbejdet, end når man sidder på en traktor. Vi får også en højere kvalitet ud af at gå med Verti-Drain’eren end ved at køre med den på en traktor. Vi kan køre tættere på kanter, og det er nemmere at tage specielle hensyn til greens, der måske har behov for lidt mere luftning end de øvrige, siger Eddy Glinjui.

Chefen i Hammel har ikke haft problemer med at vænne sine folk til traveturene med den selvkørende Verti-Power. I forvejen klippes greens helt konsekvent med singleklipper i Hammel.

-Som greenkeepere skal vi kunne være tilfredse med den oplevelse, vi leverer til vore golfspillere, mener Eddy Glinjui.

Det er et års tid siden, chefgreenkeeperen tog fat i sin bestyrelse med ønsket om en lettere maskine til specielt greens, men som samtidig kan bruges med flere forskellige typer redskaber påmonteret.

Kan det meste

- Det er Eddys kongstanke, at vi skal af med de store og tunge maskiner. Men hos den danske Redexim-importør, Lindholm Maskiner a/s, bad Per Lindholm os om lige at slå koldt vand i blodet. En helt ny maskine var på vej, og han mente, at det måtte være den, Eddy gik og ventede på, fortæller Poul Ditlev, der er medlem af bestyrelsen i Hammel Golf Klub.

Den nye Verti-Power kom, blev demonstreret – og købt.

- Selve redskabsbæreren kan jo andet og mere end at køre med Verti-Drain. Jeg regner med også at bruge den monteret med en eftersåningsmaskine og en vertikalskærer. I det store hele er græs som græs altid har været. Men vi kan give det bedre betingelser. Det vigtigste for greenkeepere er jo det, der foregår under jorden. Og den indsats, vi gør i år, giver resultat næste år. Hen ad vejen bliver rodnettet stærkere og stærkere. Og på længere sigt kan vi se, at vi får en nemmere pasning, forklarer chefgreenkeeper Eddy Glinjui.

Redexims Verti-Power monteret med Verti-Drain 1513 har en arbejdsbredde på 130 cm. Motoren har 32 hk og hydrostatisk gearkasse, og når spyddene går i jorden, løsnes og luftes i ned til 15 cm dybde, hvilket er det dybeste på markedet for en hurtigprikker. Derudover kan maskinen indstilles til "bræk" for at løsne komprimerede områder, nøjagtigt som på de store Verti-Drain maskiner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14