23948sdkhjf

Miljørigtig læsser til genbrugsplads

Odense Renovation bruger Manitou teleskoplæsser som udvidet form for gaffeltruck
Miljøet er så meget i højsædet på Odense Renovations genbrugsstation i Lindved i den sydlige del af den fynske hovedstad, at pladsen er hædret med en miljøpris. Miljø- og genbrugstankerne lå helt i top, da genbrugsstationen fik en gennemgribende modernisering. Og der er også både miljø og genbrug med i spillet, når der købes nyt maskineri ind til det daglige arbejde på genbrugspladsen.

- Vores nye teleskoplæsser er naturligvis ikke en genbrugsmaskine. Men vi har valgt at genbruge maskinmærket. Tidligere havde vi en Manitou teleskoplæsser, som trængte til udskiftning. Den har vi så erstattet med en Manitou teleskoplæsser, fortæller Erik Pedersen, der er konsulent på maskiner og afsætning af materialer hos det kommunalt ejede aktieselskab Odense Renovation.

John Deere motor

Den nye Manitou MLT 840-115 PS Premium er leveret af den danske Manitou-importør, Scantruck, og ruller direkte ind i den odenseanske miljø-filosofi. I motorrummet ligger en 115 hk John Deere Stage III B-motor med optimal styring af motorhastigheden i forhold til den nødvendige effekt. Det minimerer forbruget af brændstof og samtidig også udledningen af forurenende stoffer. Det giver den mindst mulige belastning af miljøet.

Tanke for miljøet

Det var selve renoveringen af genbrugsstationen med blandt andet bygning af en ny, miljøbevidst mandskabsbygning, der for nu tre år siden udløste det fornemme miljødiplom fra organisationen MiljøForum Fyn. Der blev brugt genbrugssten til mandskabsbygningen, som i øvrigt opvarmes af jordvarme. Ventilationssystemet udnytter energi fra udsugningsluften på en måde, så det er et minimum, der går til spilde. Og alle rør i bygningen er pvc-fri.

På genbrugspladsen sikrer tre vejbaner nem færdsel. Ved containerne til haveaffald er kørebanen hævet, så affaldet blot kan skubbes ud over kanten. I forhold til den tidligere genbrugsplads er den nuværende i Lindved forsynet med flere containere og dermed bedre muligheder for at genbruge.

Det medvirker den nye teleskoplæsser til. MLT-typebetegnelsen fortæller, at maskinen er fra Manitous program af landbrugs-teleskoplæssere. På genbrugsstationen i Odense er den imidlertid monteret med en haveaffaldsskovl med overfald, som er specielt udviklet til genbrugspladser.

- Vi bruger teleskoplæsseren som en udvidet form for gaffeltruck. Den passer rigtig fint til arbejdet på en genbrugsplads, hvor vi skal håndtere store mængder af haveaffald. På årsbasis har pladsen i Lindved omkring 150.000 besøgende, og vi behandler mellem 10.000 og 11.000 tons affald om året. Deraf en ganske god del grønt affald, fortæller konsulent Erik Pedersen.

Lock-up som standard

Manitou MLT 840-115 PS Premium løfter op til fire tons. Den klarer at tippe tre tons op i en 4,5 meter høj trailer. Totalt gør bommen det muligt at løfte op i 7,55 meters højde og samtidig have skovlen 80 cm foran maskinen. Ganske praktisk både i landbrug og på genbrugspladser har MLT 840’eren en venderadius på blot 3,98 meter.

Som standard er maskinen i øvrigt udstyret med en converter med lock-up. Det er med til at forbedre effektiviteten, øge trækkraften og reducere forbruget af brændstof.

Tre medarbejdere har deres daglige dont på genbrugsstationen i Lindved. Den er en del af Odense Renovations samlede genbrugsafdeling med i alt otte pladser og med en total bemanding på 60 mand.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094