23948sdkhjf

Storebælt betaler for Storstrømmen

Storebæltsbilisterne skal betale to år ekstra for at finansiere halvdelen af en ny Storstrømsbro, hvis det står til "blå blok"
Oppositionen i Folketinget er kommet med et nyt bud til transportminister Henrik Dam Kristensen (S) om, hvordan en ny Storstrømsbro kan finansieres.

Regeringen har sagt nej til at lade finansieringen indgå i brugerbetalingen for Femernforbindelsen, oppositionen siger nej til at tage de næsten fire mia. kroner i Infrastrukturfonden.

Nu foreslår så blandt andre Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre, at det bliver bilisterne på Storebæltsforbindelsen, der skal betale halvdelen af den nye Storstrømsbro, mens resten skal hentes i Infrastrukturfonden:

Konstruktivt

- Der hersker overhovedet ingen tvivl om behovet for at bygge en ny Storstrømsbro, der skal stå klar til åbning i 2021. Samtidig er der behov for, at vi finder penge i infrastrukturfonden til at få sat handling bag flest mulige af de mange påtrængende vejprojekter landet over, som også regeringspartierne har været med til at love i kraft af tidligere trafikaftaler. Det er på den baggrund, at Venstre samme med de andre blå partier er kommet med en række konstruktive forslag til finansiering af en ny Storstrømsbro, siger Kristian Pihl Lorentzen til Licitationen.

Grydeklare projekter

Kristian Pihl Lorentzen peger på, at den nye finansieringsmodel giver plads til både en ny Storstrømsbro og et pænt stort beløb til igangsætning af de vigtigste, grydeklare vejprojekter landet over.

- Brugerne af Storebæltsbroen vil også få gavn af, at vi får bygget både en Storstrømsbro og får færdiggjort nogle meget vigtige vejprojekter. Det er en salomonisk løsning, som vi håber, at regeringen vil give en chance. Det bliver alligevel aldrig gratis at passere Storebæltsbroen, alene af den grund, at det koster flere hundrede millioner kroner årligt at vedligeholde broen, siger Venstres trafikpolitiske ordfører, der erkender, at tilbagebetalingstiden på Storebæltsforbindelsen bliver forlænget et par år, hvis der også skal betales for halvdelen af en ny Storstrømsbro.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078