Kvalitet i byggeriet koster penge
Bygherren, der altid udbyder på billigste pris og ikke forstår, hvorfor han ikke får kvalitet.
Arkitekten, som er kunstner og derfor hverken forholder sig til gældende regler eller naturlove.
Eller den rådgivende ingeniør, som ikke kan lave bygbare projekter, finde ud af at trække mængder ud af bygningsmodellerne eller ønsker at tage ansvar.
Byggeprocesser er komplicerede, og der er mange kokke, eller aktører om man vil, indblandet. Og de fleste udfordringer ligger i samspillet mellem aktørerne, og ikke hos en enkelt aktør. Men når den offentlige debat drøfter, hvordan vi skaber bedre og billigere byggeri sker det alligevel ofte, at en enkelt aktør gøres til syndebuk.
Senest har både Dansk Byggeri og Licitationen (4. december) været ude med deres holdning om, at der i byggeriet spildes milliarder ved, at byggeprojekter ikke udbydes med mængder. Og pilen sættes til at pege på rådgiverne. Mandag den 10 december bliver rådgiverne i Licitationen beskyldt for at klynke, fordi de gerne vi have betaling for arbejdet af mængder.
Selvfølgelig har entreprenørerne en interesse i at få mængderne serveret på et sølvfad i forbindelse med udbud. Så bliver deres opgave mindre kompliceret og jeg er helt sikker på, at rådgiverbranchen både kan og vil levere mængderne. Og så er problemet jo løst, kunne man tænke - men hvis det skal virke kræver det, at rådgiverne bliver kompenseret økonomisk for det ekstra arbejde og ikke mindst for det større ansvar og den ekstra risiko, som de løber.
Dansk Byggeris beregning går ud på at bygherren får billigere priser når entreprenørerne (alle 4-6 tilbudgivende) kan nøjes med færre ressourcer på at afgive tilbud. Og lige nu kan jeg allerede høre: "entreprenørerne får jo ikke penge for at afgive tilbud", men tilbudsomkostninger skal betales af nogen og det er jo netop det Dansk Byggeris beregning går på - ellers ville der jo ikke være tale om besparelser. Rådgiverne påtager sig gerne mere arbejde men selvfølgelig arbejder vi ikke gratis.
Hertil kommer, at mængdeudtræk i dag ikke er helt enkelt, som det så ofte er tilfældet, er sandheden nuanceret: uden fælles standarder for mængder er det ikke - lige pt. - økonomisk hensigtsmæssigt for bygherren at lade rådgiverne opgøre mængderne.
Og indtil cuneco er klar med en standard for beregning og udtræk af mængder, kræver udbud med mængder, at der skrives side op og side ned om, hvordan mængderne er opgjort.
Opgørelser som entreprenørerne skal læse og fortolke og så er den forventede besparelse væk.
I FRI vil vi arbejde for at skabe bedre byggeri og mere samarbejde, frem for at udpege syndebukke. Vi vil tage ansvar for at byggeriet udvikles, så vi får:
- Fuld gavn af digitalisering i byggeriet
- Løftet produktiviteten
- Forbedret samarbejdet
- Bygget videre på gode erfaringer
- Nedbragt fejl og mangler i byggeriet
Som rådgivere for bygherrerne, er det vores job at hjælpe dem med at træffe de rigtige valg, der giver værdi i hvert eneste projekt, men kvalitet koster penge.
Ja, selvfølgelig, rådgiverne vil meget gerne have både mere arbejde og mere ansvar mod rimelig betaling. Dansk Byggeri kan kalde det klynk FRI kalder det sund fornuft.