Et helt bundt af jubilæer hos Stemas
Stemas Maskinsalg A/S fejrer en stribe jubilæer ved Entreprenør & Håndværk i Herning. To af de primære leverandører har jubilæum og Stemas har haft Weidemann i 15 år og Yanmar i 30 år
Opfandt zero-tail
Yanmar har været med siden minigravemaskinernes barndom og opfandt maskinen med den korte svingradius indenfor båndbredden. Det er et koncept, som alle øvrige producenter på markedet efterfølgende har taget til sig, og også på andre områder er Yanmar trods 100 års jubilæum helt fremme. Yanmars motorer er så efterspurgte, at de ligger i maskiner fra en lang række andre maskinproducenter.
De to øvrige jubilæer står Weidemann for. Den tyske producent af knækstyrede læssemaskiner har været trendsættende på området og var hovedårsagen til, at de knækstyrede læssemaskiner overtog markedet for minilæssere både indenfor landbrug og bygge-/anlæg.
Det er i år 40 år siden, at Weidemann lancerede sin første Hoftrack serien af mindre knækstyrede læssemaskiner, og det er også i år 15 år siden, at Stemas Maskinsalg fik import og forhandling af Weidemann maskiner i Danmark.
Gået op og ned
- Det er ingen hemmelighed, at Stemas gennem årene har været gennem nogle op- og nedture, og der har været et markant ejerskifte, men samtidig kan vi konstatere, at vi stabilt gennem de mange år har repræsenteret et par af de allerstærkeste mærker indenfor to så store områder som minigravemaskiner og kompakte knækstyrede læssemaskiner, siger salgschef Robert Kjærgaard.
Lille marked
- At have de internationale leverandørers accept og respekt på et forholdsvis lille marked som det danske er ingen selvfølge, men vi har for nylig haft besøg af salgsledelsen fra ét af de store mærker, som spurgte lidt nervøst til vores loyalitet, mens vi faktisk var lidt spændte på at høre, om vi havde deres fulde opbakning. Det vidner vist om, at vi har båret os fornuftigt ad gennem de seneste års brydninger, siger Robert Kjærgaard.
- Vi er et firma med mange kunder, som har fulgt os gennem en lang årrække. Vi har mange traditioner og også mange kunder, som forventer meget af os. Det gør vi vores bedste for at leve op til hver eneste dag. På Entreprenør & Håndværk vil vi gerne gøre det hele lidt ekstra festligt, og så fortsætter vi i øvrigt med at fejre jubilæerne året ud med særlige jubilæumstilbud hver måned, fortæller Robert Kjærgaard.