23948sdkhjf

Skolebænken kalder fortsat asfaltfolket

470 medarbejdere har indtil nu haft glæde af initiativet Asfaltskolen, der fortsætter som en integreret del af branchens efteruddannelsesindsats
Medarbejdere i asfaltbranchen kan også fremover få glæde af initiativet Asfaltskolen, der blev lanceret af 3F og Asfaltindustrien tilbage i 2011.

Initiativet har haft til formål at give medarbejderne et kompetenceløft i fag som dansk og matematik, og ved hjælp fra en konsulent er Asfaltskolen nu blevet en integreret del af virksomhedernes uddannelsesindsats.

470 medarbejdere har indtil nu været af sted på et efteruddannelsesforløb, og selvom ikke alle i branchen har været tilbage på skolebænken, betegnes initiativet som en succes.

I Asfaltindustrien ser man da også frem til, at endnu flere vil følge i fremtiden.

- De boglige krav til vores medarbejdere er stigende og bare det at læse og forstå en vejledning kan være vanskeligt. Med et kompetenceløft tror vi på, at vi både kan være med til at tiltrække og fastholde medarbejderne samtidig med, at vi højner deres selvværd og gør dem til en mere attraktiv arbejdskraft, der i den sidste ende er med til at øge produktiviteten, siger uddannelseskonsulent i Asfaltindustrien Trine Leth Kølby til magasinet "Asfalt – vore veje" og fortsætter over for Licitationen - Byggeriets Dagblad:

- Vi fornemmer klart, at det er noget, at medarbejderne er glade for.

Glade medarbejdere

En af de medarbejdere, der har været glade for at være af sted på et efteruddannelsesforløb er Kim Andersen fra NCC, som har modtaget ordblindeundervisning.

- Undervisningen har givet mig en større selvstændighed – før havde jeg ofte brug for hjælp til de små opgaver i hverdagen, som mange tager for givet – det kunne for eksempel være at taste en adresse ind på GPS’en, siger han til magasinet og sender en klar opfordring videre til andre med vanskeligheder om at tage imod undervisningsmuligheden og eventuelle hjælpemidler.

Også arbejdsgiverne i branchen er glade for efteruddannelseskurserne.

Det gælder blandt andre Munck Asfalt, der som nogle af de første har sendt medarbejdere tilbage på skolebænken.

- Vi ser mange fordele i Asfaltskolen, som ligger godt op ad vores generelle uddannelsespolitik. Det er en fordel for os som virksomhed, at medarbejderne får de bedste forudsætninger for at læse og forstå vejledninger og andre instrukser, og på det mere personlige plan er det også en fordel for medarbejderne, der for eksempel får mere selvtillid, siger afdelingsleder Pernille Munck fra Munck Asfalt til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Hun påpeger, at virksomheden screener medarbejderne og sender dem af sted, der har brug for det. Og selvom man har været af sted én gang, udelukker det ikke fremtidige kurser, oplyser hun.

I alt har omkring 160 medarbejdere fra Munck Asfalt været af sted.

- Jeg synes især, at det er meget positivt, at de medarbejdere, der har det sværest bogligt er dem, der gerne vil i sted igen og igen, siger Pernille Munck.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141