23948sdkhjf

Nyt Frihedsmuseum er på vej

Fem rådgiverteams er videre i konkurrencen om at tegne det nye Frihedsmuseum. Markante navne som BIG, Henning Larsens tegnestue og Polyform byder ind
Fem teams er blevet udvalgt til at deltage i konkurrencen om at tegne Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45, bedre kendt som Frihedsmuseet.

Om vinderen bliver Polyform, BIG, Heneghan Peng eller en anden af de anerkendte virksomheder, der er udvalgt til finalerunden, vides endnu ikke; en vinder forventes offentliggjort i maj 2015.

Baggrunden for den prestigefyldte konkurrence, der nærmest med statsgaranti vil kalde på stærke følelser, er den voldsomme brand, der i april 2013 hærgede museet nær Esplanaden i København.

Efter branden besluttede staten at erstatte det nedbrændte med et nyt museumsbyggeri på samme sted i Churchillparken.

Blandt de 54 teams, som har budt ind i konkurrencen, er fem nu udvalgt til at gå videre.

Jurymedlem og direktør for Nationalmuseet Per Kristian Madsen siger:

- Sammen med dommerkomiteen glæder jeg mig til at se de fem bud. Der stilles store krav til de formidlingsmæssige rammer, samtidig med at bygningen skal spille sammen med omgivelserne. Den store inter­esse fra arkitekternes side vidner om, at både danske og udenlandske arkitekter har mod på at skabe det hus, der skal rumme fortællingen om frihedskampen, samt at modstandskampen stadig står stærkt i danskernes bevidsthed.

Bredt dommerpanel

Det bliver nu op til dommerkomitéen at gennemgå de enkelte forslag og i sidste ende vælge det team, der skal tegne Frihedsmuseet. Dommerkomiteen består blandt andre af kulturminister Marianne Jelved (formand); Henrik Tvarnø, direktør i A.P. Møller-fonden; Jan Skamby Madsen, museumsdirektør på Moesgaard Museum og Sanne Houby-Nielsen, museumsdirektør på det svenske Världskulturmuseerna.

Dertil kommer tre fagdommere, udpeget af Arkitektforeningen og Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Høje krav til ny bygning

Det nye museum skal forsat formidle Danmarks modstandskamp gennem både faste og skiftende udstillinger.

Det er et væsentligt kriterie, at et besøg opleves som en stemningsfuld oplevelse, og at bygningerne er af en høj arkitektonisk kvalitet både ind- og udvendig. Samtidig skal den nye museumsbygning være miljømæssigt bæredygtig og have lave driftsomkostninger.

Museet forventes at kunne åbne i 2018.

A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal og Augustinus Fonden støtter genopførelsen med bevillinger på henholdsvis 20 og 10 mio. kroner. Derudover finansierer Staten det nye Frihedsmuseum med 63,7 mio. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097