Ryd op i lovjunglen
Årsagen til denne "uvidenhed" skyldes ifølge analysen blandt andet et bureaukratisk sprogbrug, der simpelthen gør beslutningsgrundlaget uforståeligt.
Der er dog næppe tvivl om, at problemet er undervurderet, selv om 25 procent af beslutningstagerne såmænd er slemt nok. Spørgsmålet er nemlig, hvor mange andre lokalpolitikere, der bare ikke vil indrømme, at de har ageret gummistempel.
Desværre må det nok konstateres, at problemet med, at politikere stemmer om beslutninger, de ikke har forstået rækkevidden af, ikke begrænser sig til lokalpolitik. Når man ser på, hvad der besluttes på Christiansborg, er problematikken nøjagtig den samme.
Man skal ikke have læst mange lovforslag forfattet af embedsmændene i ministerierne, før man må erkende, at det ikke er forfattet i et sprog, som ganske almindelige mennesker, de mennesker der skal overholde de pågældende love, forstår ret meget af.
Når 25 procent af lokalpolitikerne ikke ved, hvad de stemmer om, giver det embedsmændene på rådhusene alt for store muligheder for at styre beslutningsprocessen. Langt flere politikere bør sætte hælene i, og det gælder såmænd både i Folketinget og i byrådene, med krav om, at forslag skal være skrevet i et både klart og forståeligt sprog.
Politikerne må nemlig ikke glemme, at de er valgt af folket for at varetage folkets interesser – ikke embedsmændenes. Hvis ikke lovgivningen er skrevet i et sprog, der kan forstås uden juridisk ekspertise, burde borgerne heller ikke kunne dømmes for at overtræde lovene.
Og så er vi ved et helt andet problem, den enorme lovmasse. Principielt er enhver borger pligtig til at overholde samtlige de love, der findes i Karnovs Lovsamling. Ukendskab til loven fritager nemlig ikke for ansvar ved overtrædelser.
Men der vedtages konstant en så voldsom strøm af love, at end ikke juristerne har en kinamands chance for at følge med.
Hvordan i alverden forestiller man sig så, at borgerne skal kunne følge med?
Det er på tide, at politikerne standser lovmøllen og begynder at rydde op i den eksisterende lovgivning i stedet for at vedtage nye love. Det er bare at begynde fra en ende af, men det kunne passende være skattelovgivningen, der først udsættes for den berømte tættekam.
Kvalitet i lovgivningen er i sidste ende et spørgsmål om respekt for det demokrati, vi alle er så stolte af.
