23948sdkhjf

Klar til at riste monsterregnen

ElefantRiste i Holstebro har fokus på fremtidens store nedbørsmængder
De gængse rendestensriste kommer i stigende omfang på overarbejde i takt med, at klimaforandringerne genererer stadig større nedbørsmængder. Nu er Holstebro-virksomheden ElefantRiste A/S på vej med en ny rist-type, som i bogstavelig forstand kan riste monsterregnen. Det nye produkt i støbeskeen hos ElefantRiste er en skybrudsrist.

- Vi laver en prototype efter en henvendelse fra en kunde i Skjern, som vil imødegå oversvømmelser ved simpelthen at bortlede større mængder regnvand, end de nuværende kloakriste magter. Skybrudsristen bliver et par meter lang og kommer til at gøre det ud for kantsten. Vi forsyner den med små masker i toppen, som kan tage imod overfladevandet fra fortovet. I siden får skybrudsristen store masker og kan derved bortlede vand fra kørebanen, forklarer Steffen S. Plasmann, der er fabrikschef hos ElefantRiste.

- Skybrudsristen vil ikke stoppe til med nedfaldne blade, sand og skidt som en gammeldags kloakrist. Nu skal vi lige se på erfaringerne fra vores test-model, og så kan skybrudsristen udmærket gå hen og glide ind i vores produktsortiment, siger Steffen S. Plasmann.

Holstebro-fabrikken har specialiseret sig i netop at udvikle løsninger i samarbejde med kunder, der melder sig med problemer af den ene eller anden type.

- Vi er rigtig gode til specialprodukter, selv om vi naturligvis også har et omfattende standardprogram. Og det er ikke kun riste, der skal placeres vandret. Vi har blandt andet leveret facadebeklædning til Malling Vandværk, hvor en stor glasfacade er beklædt med stormaskede riste som tyverisikring. Gelændere og rækværk, dørriste, solafskærmninger og trappetrin er også nogle af de produkter, vi laver masser af, siger fabrikschefen.

Samtlige riste fra fabrikken i Holstebro er pressvejste. Uanset om de skal bruges vertikalt, horisontalt eller på en helt tredje led, skal ristene kunne holde til kraftige belastninger. Og så er det pressvejsning, der skal til.

Soklen skal holdes tør

Det gælder også sokkelaffugterne, som er et andet af de nye produkter fra ElefantRiste, der er med til at tage kampen op med forandringerne i klimaet.

- Generelt skal bygningers sokler naturligvis helst holdes tørre. Men der er jo ingen tvivl om, at når vi hele tiden får mere nedbør, bliver der også større risiko for fugtige sokler. Ikke mindst ved nybyggeri kan det være et problem, fordi vi i dag bygger med niveaufri adgang i plan med jorden. Det med en høj sokkel og et par trappetrin bruges ikke så meget mere, når der bygges nye huse, forklarer Klaus Hvitfeld, der er salgskonsulent hos ElefantRiste.

- I dag ryger soklen ned i jorden, og dermed bliver den fugtig, hvis der ikke gøres noget for at undgå det. Derfor har vi udviklet sokkelaffugterne, som graves ned op ad soklen og giver 15 centimeter fri sokkel uden jordkontakt og med god ventilation, siger Klaus Hvitfeld.

ElefantRiste er ikke ene om at lave sokkelaffugtere. Andre producenter har fået samme udmærkede idé, men alligevel har Holstebro-folkene sikret sig patent på deres type, som også er omfattet af 10 års garanti mod gennemtæring.

Fri luft til soklen

- Vores sokkelaffugter er den eneste, der skaber helt fri luft ind til soklen. Andre laver sokkelaffugtere nærmest som kasser med bagvæg. Det er der så ikke meget fidus ved, for dermed er der banet vej netop for ophobning af fugt mellem affugteren og soklen. Nogle laver tilmed affugtere, som skal skrues fast i soklen. Så laver skruerne naturligvis huller i soklen med risiko for vand i hullerne og dermed også frostsprængninger, siger Klaus Hvitved.

- Vores sokkelaffugtere graves simpelthen ned langs soklen. Det optimale er at lave dræn underneden, men det er ikke nødvendigt. Man skal blot være opmærksom på, at sokkelaffugteren ikke er en drænrende. Den skaber simpelthen ventilation om soklen, siger fabrikschef Steffen S. Plasmann.

Til at optimere monteringen af sokkelaffugterne har ElefantRiste også konstrueret et tilpasningsstykke, som kan justeres ganske præcist og dermed sikre, at hele soklen bliver affugtet.

- Vore sokkelaffugtere er en meter lange. Og bygningernes længde og bredde går naturligvis aldrig op i hele meter. Derfor har vi lavet tilpasningsstykkerne, som simpelthen kan skydes ud til præcis den længde, der er nødvendig for at få tingene til at gå op, fortæller Steffen S. Plasmann.

Riste i over 50 år

Fabrikken i Holstebro har rund fødselsdag i år. Det er 40 år siden, den blev indviet. Men der er faktisk produceret ElefantRiste i godt 50 år.

Den første produktion startede nemlig i Ballerup på Rich. Müller A/S Metalvarefabrik. Efter få år havde fabrikken så stor efterspørgsel på riste, at det blev nødvendigt at etablere en specialfabrik. Den kom til at ligge i Holstebro.

Her har omkring 30 medarbejdere deres daglige dont med produktion, udvikling og administration.

- I England har vi salgsselskabet Elefant Grating med fem ansatte, og vi er godt med på det britiske marked. Tillige har vi kunder i både Norge, Sverige og Tyskland, siger fabrikschef Steffen S. Plasmann.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094