Politisk spændingsfelt
Det vil imidlertid være alt for tidligt at glæde sig for modstanderne af Dansk Folkeparti. Dels har Pia Kjærsgaard bebudet, at hun bliver i dansk politik, om end i en anden rolle, og dels er det slet ikke usandsynligt, at Kristian Thulesen Dahl som leder af partiet kan tiltrække nye vælgergrupper, der har dyb respekt for hans flid, dygtighed og saglighed. Samme typer vælgergrupper som også følte sig tiltrukket af Anders Fogh Rasmussen, der vel næppe af nogen vil blive betegnet som en humørbombe.
Og skulle nogen i øvrigt mene, at Thulesen Dahl er "tør", så vil Licitationen - Byggeriets Dagblad lige minde om hans deltagelse i tv-serien "Showtime", hvor han som en habil klaverbokser optrådte i rollen som Leo "The Lion" Matthiesen, og hvor han blandt andre konkurrerede med Venstres "løstgående missil", Jens Rohde.
Med Pia Kjærsgaards tilbagetræden fra første partilinie er et kapitel i dansk politiks historie ved at være slut. Hun er af politiske modstandere hånligt kaldt "den lille hjemmehjælper fra Gentofte, men netop "hjemmehjælper" burde i stedet være en ærestitel i en politisk verden befolket af DJØFere uden den jordforbindelse, der har kendetegnet Pia Kjærsgaards politiske liv.
Man kan være enig med hende eller ej, men der bør være en respekt for hendes evne til at lytte til, hvad der rører sig blandt vælgerne. Nogen kalder det populisme, og det er det vel også til en vis grad, men det er en populisme valgt ud fra et ærligt ønske om at lytte til, hvad vælgerne ønsker.
En tidligere statsminister hævdede, at Pia Kjærsgaard og hendes dengang nystartede parti "aldrig bliver stuerene". Men hun havde blot lyttet til, og delte i øvrigt selv, den bekymring for konsekvenserne af en stadig stigende indvandring, som herskede hos det store flertal af danskerne. Hun tog den bekymring alvorligt, som andre politikere hånligt affærdigede, og hun og Dansk Folkeparti stod, trods urimelige anklager om racisme og det der er værre, på mål for de holdninger.
Det har vælgerne belønnet valg efter valg. Senest har Pia Kjærsgaard efterlyst en tilbagevenden til den kontraktpolitik, hun i årevis sammen med Anders Fogh Rasmussen var garant for. En tilbagevenden til en tid, hvor et løfte er til for at blive holdt og ikke brudt.