Store vogntog betyder ændringer
Landevej ved Næstved gøres klar til kørsel med modulvogntog. Danmarks eneste glasværk efterlyser bedre forbindelse til motorvej
- Danmarks eneste glasværk, ArdarghGroup i Fensmark, har med cirka 85 daglige vogntog i allerhøjeste grad brug for snarest muligt at få effektiviseret kørslen til og fra fabrikken til Sydmotorvejen, oplyser Karsten Nonbo.
Samtidig spørger han, om der er andre hindringer for modulvogntogene på strækningen, end dem man lavede, da lyskrydset Holmegårdsvej Landevejen blev oprettet for cirka to år siden. Karsten Nonbo ønsker en tidsplan for reetablering af lyskrydset til modulvogntog.
Enighed
Ifølge ministeren er der i en trafikaftale enighed om at afsætte tre millioner kroner til at sikre adgang for modulvogntog til Næstved.
I dette projekt indgår strækningen fra Sydmotorvejen (E47) ved Rønnede afkørsel 47 via Landevejen (rute 54) til Næstved.
Vejdirektoratet har i den forbindelse fundet det nødvendigt at ombygge det nævnte lyskryds og projektet forventes at være færdigt 1. december i år.
- Det forudsætter dog, at der kan indgås frivillige aftaler om arealerhvervelse, og at der ikke skal gennemføres en ekspropriationsforretning, oplyser Henrik Dam Kristensen.
Næstved Kommune har ifølge ministeren selv foretaget de nødvendige ændringer på Holmegårdsvej, der forbinder rute 54 med glasværket, og dermed vil Vejdirektoratet umiddelbart efter krydsombygningen kunne give tilladelser til transportører, der ønsker at anvende den beskrevne rute til kørsel med modulvogntog.