23948sdkhjf

Forstad genopliver handelspladsen

Centerbyggeri til kvart milliard kroner på Taastrup Station trodser krisen
Sophienberg Ejendomsudvikling i Holte har netop indgået samarbejde med Casa i Horsens om færdigudvikling og opførelse af et centerprojekt med samlet værdi på 250 mio. kr.

Byrådet i Høje Taastrup kommune godkendte i december salget af stationsarealet til projektudviklerne, og dermed kan det første spadestik tages i foråret 2012, og ejendommen vil være klar til indflytning i sommeren 2013.

Bebyggelsen bliver på i alt cirka 12.000 kvm, heraf 8.000 kvm i stueplan til detailhandel. De øvrige arealer på etagerne disponeres til boliger/erhvervslokaler, blandt andet 28 boliger til Boligforeningen 3B. Der bliver direkte adgang til butikkerne fra de 350 gratis p-pladser, der ligger i to parkeringsdæk ovenpå bygningen. En del lejemål er allerede udlejet. Således er de første 5.500 kvm disponeret til Coop Danmark med et stort Kvickly-varehus til afløser for det nu rømmede lejemål i City 2 samt en Coop Convenience-store. Desuden har tøjkæden Hennes & Mauritz og 7-Eleven lejet sig ind.

Kommunalt knudepunkt

Sophienberg Ejendomsudvikling og Casa er optimistiske omkring den videre udlejning, og direktør Niels Krag fra Sophienberg Ejendomsudvikling oplyser, at man allerede er i god dialog med flere attraktive lejeremner til de sidste ledige butiksarealer.

- Vi glæder os over at kunne igangsætte dette store projekt på et tidspunkt, hvor bygge- og ejendomsbranchen har det særligt svært. Vi har etableret et godt samarbejde med Casa, som giver mulighed for at realisere projektet, siger Niels Krag.

Han tilføjer, at samarbejdet med Høje Taastrup Kommune er foregået i en god og konstruktiv proces med det fælles mål for øje at få revitaliseret stationsforpladsen og området omkring, som i forvejen benyttes af mindst 8.000 mennesker hver dag.

Taastrup Torv bliver et nyt omdrejningspunkt i Taastrup Bymidte på den nuværende busholdeplads ved stationen. Der er tale om et markant byggeri, der kommer til at sætte sit præg på bymidten, både kommercielt og visuelt. Derved kommer Taastrup Torv naturligt til at understøtte den nyligt renoverede Taastrup Hovedgade og den nyistandsatte Taastrup Station.

Kloge penge i baghånden

- Det er et yderst spændende projekt for Casa at være en del af, og vi glæder os meget til at komme i gang med byggeriet. Projektet er et godt eksempel på, hvordan "kloge" penge fra Casa er med til at muliggøre byggeprojekter i en ellers svær finansiel tid, siger Senior Developer Claus Schovgaard Rasmussen, Casa Entreprise A/S.

Casa Entreprise A/S er stiftet i 2005 og opfører alle former for erhvervsbyggeri, herunder detailbutikker, domicilejendomme, større boligprojekter, bilhuse, kontorhuse samt logistikejendomme. Entrepriseselskabet arbejder tæt sammen med Ejendomsselskabet Casa A/S. Sophienberg Ejendomsudvikling A/S er etableret i 2007 og har i dag projekter til en værdi på over en milliard kroner under udvikling. Selskabet fokuserer på opkøb, projektudvikling, projektstyring og videresalg, mens selve byggeopgaven søges løst i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere fra rådgiver- og entreprenørbranchen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094