Forbrænding fastholder kurs
Amagerforbrænding vælger ovn- og teknologileverandør til det oprindelige Amager Bakke-forslag
Ifølge direktør Ulla Røttger har selskabet intet valg, men er nødt til at følge reglerne inden for udbudsområdet, og det er derfor, at processen kører videre.
- Vi er nødt til forholde os til det planlagte projekt og køre videre, ellers kan vi ikke leve op til de regler, der gælder inden for EU-udbud, og så kommer politikerne jo efter os, siger hun til Licitationen.
Hun erkender, at det kan se en smule mærkværdig ud, hvis man har fulgt sagen i medierne, men som hun ser det, er de nødt til at følge reglerne. Hun afviser Licitationens spørgsmål, om at det er en udfordring af teknik- og miljøborgmeter Ayfer Baykal (SF) , der er modstander af Amager Bakke-projektet, som hun og SF nationalt mener hviler på en fortidig affaldsopfattelse, hvor alt affald skal brændes.
SF mener, at der skal satses mere på at opfinde nye genanvendelsesmetoder.
- Dette er bestemt ikke nogen krigserklæring. Vi er et professionelt selskab, der har lavet et gennemarbejdet projekt, som på alle måder er fremtidssikret og er næste generation af forbrændingsanlæg. Det kan sikre den bedste affaldshåndtering rent miljømæssigt. Jeg tror bestemt, at det bliver en realitet, men hvis politikere beslutter noget andet, må vi jo rette os efter det , siger direktøren.
Politik usikkerhed
Det er danske Babcock & Wilcox Vølund, der har vundet opgaven som leverandør af ovn- og keddelsystemerne til energianlæg på Amager.
Babcock & Wilcox Vø-lunds foreløbige andel af projektet beløber sig til godt og vel en milliard kroner af den samlede anlægssum på tæt ved fire milliarder. Opgaven bliver dog kun til noget, hvis politikere bakker det oprindelige Amager Bakke op.
I en pressemeddelelse skriver Babcock & Wilcox.
- Om projektet bliver realiseret afhænger dog alene af en godkendelse fra Miljø- og Teknikborgmester Ayfer Baykal fra Københavns Kommune, som er medejer af Amagerforbrænding.
- Hendes afvisning af projektet er i sidste øjeblik fremsat på vegne af Socialistisk Folkeparti baseret på påstande og antagelser, som savner faglig, teknisk, miljømæssig eller økonomisk forankring for at forkaste projektet, hedder det i firmaets meddelelse.