Byggebranche frygter national råstofmangel
Danske Råstoffer anklager regioner for at mangle mod til lave holdbar råstofplan
Det mener brancheorganisationen Danske Råstoffer, der også mener, at regionerne peger på flere områder. hvor størrelse og kvalitet gør, at indvindingen ikke er rentabel.
- At kunne skaffe lokale råstoffer til eksempelvis de større bygge- og anlægsopgaver er af vital betydning for branchen. Derfor er det uhyre vigtigt, at regionerne nu laver holdbare planer, der skal sikre denne forsyningssikkerhed, men med de foreliggende forslag kan de ikke leve op til efterspørgslen. Og man kan frygte regionerne holder sig tilbage for at udpege områder for at undgå for megen lokal debat om det, siger formand i Danske Råstoffer, Kim Fynbo Nielsen, der til daglig er regionsdirektør i NCC Roads, Råstoffer.
Dækker ikke behov
Aktuelt forholder organisationen sig til regionernes forslag, der alle er i høring - undtagen Hovedstadens, som endnu ikke er klar.
Og ifølge Danske Råstoffer er forslagene ikke tilstrækkelige til at dække det aktuelle og fremtidige behov for råstoffer som sand, sten og grus. Det betyder, at bygge- og anlægsbranchen vil mangle dem og kan blive tvunget til at importere udenlandske produkter, hvilket vil øge miljøbelastningen og fordyre Danmarks kommende infrastrukturprojekter.
- Hvis de danske myndigheder ikke udpeger nok udgravningsområder, får vi hurtigt problemer, og det bør undgås, siger han.
Kim Fynbo Nielsen kan godt forstå, at mange regioner er meget forsigtige på dette område, da det at bruge landlige områder til eksempelvis nye grusgrave er kontroversielt og kan bringe sindene i kog hos lokale borgere og interesseorganisationer.
Det kan give store problemer i forhold til kommunerne, som grundet den lokale modstand og argumentation kan tøve med den endelige godkendelse, som de skal udstede. Men Danske Råstoffer tilbyder regionerne hjælp i denne proces.
- Vi vil gerne medvirke til, at både kommuner og borgere kan forstå, at det er for vores alles bedste, at vi kan skaffe råstoffer til vores bygge- og anlægsprojekter i vores eget land, siger han.
Afviser kritik
Hos Danske Regioner afviser kontorchef, Leo Ellgaard, at regionerne skulle være berøringsangste med hensyn til at udpege områder til råstofudvinding.
- Det mener jeg ikke har noget på sig. Tværtimod synes jeg, at de meget aktuelle debatter i medier, hvor der strides om områder, der er udpeget, meget godt illustrerer, at regionerne ikke har holdt sig tilbage for at foreslå relevante områder, selvom der er lokal modstand, siger han til Licitationen.
Med hensyn til det andet kritikpunkt fra interesseorganisationen Danske Råstoffer om, at regionerne udpeger ressource-områder i råstofgrave, der allerede er udtømte, er Leo Ellgaard, også tvivlende.
Men han siger, at der kan være nogle usikkerheder, og det er regionerne klar til at tage til efterretning og revidere i oplægget, hvis det viser sig at være korrekt.
- Det er jo fra udvinderne af råstofferne, vi har mange af vores faktuelle oplysninger, så hvis de har informeret korrekt til regionerne, burde vi være opdateret med hensyn til udvindingsgraden. Men der kan være usikkerheder i den proces, og hvis det viser sig, at der er områder, som reelt er udtømte, må regionerne tage hensyn til det i den endelige plan, slutter Leo Ellgaard.