23948sdkhjf

Grøn profil forpligter

Selv om Danmark nærmest er breddegrader efter lande som for eksempel Østrig og Tyskland, når det gælder udnyttelse af blandt andet solceller og implementering af passiv- og nulenergibyggeri i det private byggeri, så er den danske byggesektor på flere fronter i fuld gang med at opbygge og pleje en vis grøn profil på området.

Barrieren for udbredelsen af de energineutrale teknologier i det private byggeri skal først og fremmest findes i manglende økonomisk incitament hos den enkelte bygherre, som selv skal finansiere merudgiften ved at bygge grønt.

Det er noget flere af Danmarks naboer støtter åbenlyst gennem tilskuds- og skattebegunstigede ordninger, mens Danmark nøjes med at fedte sig igennem med tids- og økonomisk begrænsede discountordninger.

Men når det er sagt og således også skrevet, så er der tillige en række fakta, der skal iagttages, og det gælder såmænd både inden for det offentlige byggeri og for det private. Det er for eksempel uomtvisteligt, at energipriserne kun følger en vej, og det er i stærkt opadgående retning. Det kommer til at koste på energiregningen hos alle bygningsejere og –lejere, og derfor kan ingen sige sig fri af ansvar. Der er næppe heller nogen tvivl om, at bygningernes energistandard vil få stigende indflydelse på salgspriser og bygningers genbrugsværdi.

Vel er Danmark i stand til at frembyde eksempler på yderst energibevidste privatforbrugere og pionerer blandt en række klimakommuner, men foreløbig har vi ikke set meget til entusiasmen blandt de statslige styrelser, der administrerer store offentlige ejendomsporteføljer. Det sker for almindelige skatteyderes penge, men mens staten kun vil forpligte sig til at reducere energiforbrug og CO2-udledning med ganske få procent om året frem til 2020, så stiller staten anderledes høje energikrav til både kommunalt, regionalt og privat byggeri.

Nu har Danmark en minister med særlig grøn profil og en forpligtende fortid som direktør for den grønne tænketank Concito. Det er Klima-, energi-, og bygningsminister for Det Radikale Venstre, Martin Lidegaard, der under Danmarks EU-formandskab skal sidde for bordenden i EU’s Ministerråd under de forestående forhandlinger om implementeringen af EU’s Energieffektiviseringsdirektiv.

Selv om ministeren naturligvis godt ved, at han sidder på en særdeles vigtig post for byggesektorens vedkommende, så vil Licitationen som Byggeriets Dagblad godt gøre Martin Lidegaard opmærksom på, at der ifølge blandt andre BAT-kartellet og Rockwool er to millioner grønne jobs og energibesparelser for 1.500 mia. kr. årligt på spil, hvis ministeren spiller sine kort rigtigt under de forestående forhandlinger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096