23948sdkhjf

Kæmpe gebyrforskel på kommunale byggesager

Den samme bygningstype koster fra omkring 20.000 til over en million fra kommune til kommune – også forskel i behandlingstid
Der er over en million kroner i forskel i pris fra Fredensborg Kommune til den billigste kommune, når der skal byggesagsbehandles på den samme slags erhvervsbygning.

Og forskellen i længden på den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i de forskellige kommuner svinger også dramatisk - fra fem dage til 120 dage.

Den nye opgørelse chokerer både byggeorganisationer og politikere, der kræver ændringer.

- Det er jo konkurrenceforvridende og helt skævt, at byggesagsbehandling et sted kan koste et så gigantisk beløb som over en million kroner, mens det andre steder i landet kan gøres for få tusinde kroner. Det holder ikke, og politisk må der gøres op med det, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius.

Og det samme siger paradoksalt nok én af de politikere, der står bag aftalen på området i landets dyreste kommune inden for byggesagsbehandling, viceborgmester i Fredensborg, Ulla Hardy-Hansen (K).

Topper privat og erhverv

Fredensborg Kommune topper både på parcelhusområdet, hvor det koster 20.250 at byggesagsbehandle, og inden for erhverv, hvor det koster 1.025.000 kr. at godkende et byggeri af en standard-fabriksbygning på 5.000 kvm.

Til sammenligning koster det henholdsvis 2.250 kr. og 1.800 kr. for en tilsvarende behandling på Ærø, og 7.000 kr. og 150.000 kr. i nabokommunen til Fredensborg, Hillerød Kommune.

Viceborgmester i Fredensborg, Ulla Hardy-Hansen (K), er rystet over de nye tal fra Energistyrelsen, som, hun havde forventet, var lavere for Fredensborg, da de netop tidligere har diskuteret og besluttet at få de høje tal ned. Fredensborg har i længere tid ligget i toppen over dyre kommuner.

Store konsekvenser

- Det er meget negativt, at vi har så høje gebyrer, og når det er i den størrelsesorden, tror jeg desværre også, at det har konsekvenser. Det kan medføre, at både erhvervsliv og private overvejer det en ekstra gang, før de slår sig ned i Fredensborg Kommune. Så gebyrerne er simpelthen alt for høje, og det bliver vi nødt til at ændre på, siger hun.

Ulla Hardy-Hansen ønsker, at der fra central politisk side bliver taget en beslutning omkring måden at regne gebyrprisen ud på.

I Fredensborg Kommune betaler ansøger per kvm, hvilket betyder, at en ridehal koster det samme som en tung industrifabrik at byggesagsbehandle, og det bør ændres, mener hun.

- Det bedste ville være, hvis der var en individuel taksering, så man betalte det, det koster at sagsbehandle hverken mere eller mindre, siger hun.

I dag kan en kommune selv afgøre, hvor meget, der skal brugerbetales, og hvor meget, der skal skattefinansieres ud fra politiske og erhvervsmæssige hensyn. Det mener Ulla Hardy-Hansen ikke er i orden.

Dansk Byggeri er ikke enig i det. Her har man ikke noget imod det kommunale råderum, men erhvervspolitisk chef Torben Liborius mener dog, at der skal en regulering til – i form af en maksimal pris, og så burde der skrives fakturaer ud, så ansøgeren kan gennemskue prisen.

Venter på politikere

I Energistyrelsen, som har indsamlet tallene, fortæller kontorchef Dorte Nøhr Andersen, at styrelsen afventer en politisk beslutning på området, der forventes at komme til efteråret.

- Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) har på baggrund af tidligere oplysninger, der også viste store forskelle på sagsbehandlingstid og gebyrer i februar i år nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med forslag til effektivisering på området. Arbejdsgruppens skal blandt andet beskrive forskellige modeller, som kan bidrage til at støtte en ensartethed og gennemsigtighed inden for byggesagsbehandling. Men ministeren afventer arbejdsgruppens konklusion, før der kan kommer en politisk stillingtagen til dette område, siger Dorte Nøhr Andersen til Licitationen.

Arbejdsgruppen skal senest den 15. september 2012 aflevere deres rapport til klima-, energi- og bygningsministeren, så der kan muligvis ske noget i løbet af efteråret i år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125