Træsektionen gør status
I dag holder Træsektionen under Dansk Byggeri den årlige generalforsamling på Hotel Vejle Fjord i Stouby
- Sektionen i 2011 har arbejdet med en lang række projekter, der spænder fra arbejdsmiljø, over byggeteknik til fagets uddannelser. Men den altoverskyggende indsats har været i forbindelse med forberedelserne til de netop afsluttede overenskomstforhandlinger. Vi har gennem hele året arbejdet målrette mod dette års forhandlinger, og det har lagt beslag på en stor del af bestyrelsens tid i 2011, siger Michael R. Lund.
- Vi har sammen med Dansk Byggeri og vores kolleger i murerfaget arbejdet tæt sammen om at nå til enighed om den indlysende gode idé om at skabe en fælles overenskomst for byggeriet. Men omstændighederne omkring dette års forhandlinger, gjorde det ikke muligt at opnå enighed om en sammenskrivning, hvorfor vi måtte sende ideen til hjørnespark, forklarer sektionsformanden som dog håber, at idéen kan sparkes ind over igen i 2014, så man kan nå i mål med et fælles redskab for byggeriet.
Grøn energi i fokus
Specielt sektionens nye tiltag, VE-Byg, har ifølge formanden været med til at sætte sektionen på Danmarkskortet:
Sideløbende med forberedelserne til overenskomstforhandlingerne, har sektionen gennem hele 2011 arbejdet målrette på at få etableret en interessegruppe, VE-Byg, med fokus på vedvarende energiløsninger til private forbrugere. Træsektionen har i samarbejde med Dansk Byggeri etableret et sekretariat for den nye interessegruppe, der har det overordnede formål at skabe en fælles platform for alle med interesse i decentral energiproduktion.
Michael R. Lund er overbevist om, at virksomheder, som afsætter ressourcer af til at opbygge de nødvendige kompetencer inden for VE-løsninger for decentral energiproduktion, vil stå stærkt i fremtiden. Og han peger på, at tømrerfaget allerede har øje på de mange muligheder, der er i VE-løsninger til private kunder:
- Vi vil i de kommende år opleve en stigende interesse for egenproduktion af energi. I takt med energiprisernes himmelflugt - og det forhold at det bliver stadigt lettere og billigere at etablere f.eks. solcelleanlæg - vil det private marked over de næste år eksplodere. Og allerede i dag vil mange forbrugere kunne opnå en økonomisk gevinst ved at etablere solcelleanlæg, forklarer Michael R. Lund.
Flere faglige tiltag
Udover årets to store opgaver har sektionen også i 2011 været meget aktiv i forskellige udviklings- og kommunikationsprojekter.
- Vi fik sat punktum for tre vejledninger om opstilling af spær, vi har deltaget og finansieret en række forsøg med oplægning af undertage og vi har skubbet på for at få etableret en kontrolordning for dampspærresystemer, siger Michael R. Lund.
På kommunikationssiden har vi været meget aktive omkring BoligJobplanen med både folder og stilladsbannere, og så har vi igen i år udgivet to numre af "magasinet træ", der nu kører på sin fjerde sæson. 2011 har generelt været et godt år for sektionen. Vi har løst mange spændende opgaver, og vi har taget hul på en lang række nye og udfordrende opgaver, så jeg vil kigge tilbage på 2011 med god samvittighed, siger Michael R. Lund.