Byggeriet har høje forventninger til klimabyggeri
Ny undersøgelse viser, at byggeriets parter tror på fremgang i beskæftigelsen, og at klimaløsninger og energirenoveringer kan være med til at få hjulene i byggeriet i gang igen
Trælasthandlerunionen TUN har i forbindelse med afholdelsen af byggevaremessen TUN BYG 2012 i Fredericia sammen med Dansk Byggeri spurgt 335 medlemmer, forhandlere og producenter, hvordan de oplever situationen for byggebranchen netop nu.
49 procent svarer, at de tror på fremgang i beskæftigelsen inden for byggeriet i de kommende år, mens blot fem procent tror på tilbagegang.
Samtidig svarer hele 84 procent, at klimaløsninger og energirenoveringer i høj eller nogen grad kan være med til at påvirke byggeriet i en positiv retning.
- Der er ingen tvivl om, at klima- og energiløsninger vil være et af de vigtigste områder at fokusere på for at få endnu mere gang i byggebranchen. Der er dog endnu et stykke tid til egentlig konjunkturbestemt fremgang, men dog ser vi så småt effekter af BoligJobordningen med fradrag for energirenovering til private. Det vil håber vi sætte skub i både efterspørgsel og beskæftigelse, siger Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri.
Fokus på klima og energi
Hele 78 procent af de adspurgte i undersøgelsen mener, at der vil komme endnu mere fokus på klimaløsninger og energirenovering i de kommende år, og det glæder adm. direktør Palle Thomsen fra Trælasthandlerunionen - TUN.
- På TUN BYG 2012 har vi netop valgt at fokusere på klima, energi og miljø, fordi det vil være helt centrale områder i fremtidens byggeri. Derfor er vi glade for, at så mange i branchen deler dette synspunkt. Der er store potentialer i blandt andet bedre isolering, ventilation og vedvarende energi i den eksisterende boligmasse, og på messen får deltagerne en enestående mulighed for at få indblik i de sidste nye løsninger inden for klimabyggeri og energirenoveringer, siger Palle Thomsen.
Stadig svært at låne
I undersøgelsen bliver branchens parter også spurgt om, hvad de først og fremmest mener, der skal til for, at der kan komme fremgang i byggeriet.
Her svarer flest - 38 procent - at bedre lånemuligheder er det vigtigste for at skabe vækst i branchen, mens 25 procent svarer, at øgede private investeringer er det vigtigste for at skabe fremgang.
Deltagerne bliver desuden bedt om at vurdere den nye regerings indsats i forhold til byggeriet. Her mener hele 78 procent, at regeringen gør for lidt i forhold til at hjælpe byggebranchen.
Mere positive er branchefolkene i deres vurdering af regeringens indsats i forhold til klimaløsninger og energirenovering inden for byggeriet.
Her erklærer 29 procent. sig enten meget tilfredse eller tilfredse med regeringens indsats, mens 24 procent er utilfredse eller meget utilfredse.
Læs også bagsiden