Frit valg mellem træ og glasfiber
Femern A/S udbyder to gang- og cykelstibroer, som skal laves i enten træ eller glasfiber
- Vi skal have bygget to stibroer langs Færgevej hen over henholdsvis motorvej E47 og baneterrænet mod Rødby Færgehavn, som skal kunne fungere under hele anlægsfasen med Femern tunnelen, forklarer Henrik Christensen, der er kontraktdirektør i Femern A/S.
Stibroerne skal være cirka 3,5 meter brede og have plads til både cyklister og fodgængere og skal opføres langs med Færgevej.
Femern A/S forventer, at broerne opføres som præfabrikerede elementer, der løftes med kran fra de eksisterende vejbroer over motorvej og baneterræn.
Broen over motorvejen vil have en længde på cirka 50 meter, og broen over baneterrænet vil have en længde på cirka 150 meter.
Stibroerne skal sikre, at entreprenører kan komme til og fra anlægsområdet, og at de lokale borgere kan komme rundt om anlægsområdet og tunnelelementfabrikken.
Når tunnelen står færdig i 2021, er det op til Lolland Kommune, Banedanmark og Vejdirektoratet, om stibroerne skal bevares.
- Under alle omstændigheder er det vigtigt for os, de kommer til at se ordentlige ud, og at stibroerne ikke får en midlertidig karakter, siger Henrik Christensen.
Frit valg
Broerne skal derfor udføres med en overfladebehandlet stålunderbygning på borede betonfundamenter.
Mens overbygningen skal udføres i enten træ eller glasfiber. Entreprenørerne, der byder på opgaven, kan frit vælge, om de vil tilbyde at anvende det ene eller andet materiale
- Vi skal i anlægget af tunnel og portal bygge flere vejbroer i beton, men vi vil gerne prøve andre materialer af, og det giver stibroerne mulighed for. Træ og glasfiber kan begge give stibroerne den karakter, vi ønsker, siger Henrik Christensen.
Interesserede entreprenører skal ansøge om at blive prækvalificeret inden 18. marts.
For øjeblikket arbejder Femern A/S med specielt Banedanmark om at få godkendt stibroerne over baneterræn, og udbudsmaterialet gøres herefter færdigt og sendes ud til de prækvalificerede virksomheder.