Der bygges meget få nye boliger
Statistik over påbegyndt boligbyggeri er imidlertid behæftede med stor usikkerhed, mener Dansk Byggeri
Sådan kan seneste opgørelse over boligbyggeriet i 2011 fra Danmark Statistik sammenfattes.
Men det står ifølge Dansk Byggeri ikke helt så skidt til.
Ifølge Danmarks Statistik (DSt) faldt antallet af påbegyndte nye boliger i fjerde kvartal 2011 med 14 procent i forhold til kvartalet før, og samlet set er der påbegyndt ca. 10.800 nye boliger i hele 2011.
Men det tal holder ikke og skal opjusteres med cirka 50 procent.
Det mener Finn Bo Frandsen, seniorøkonom i Dansk Byggeri.
- Mit skøn er, at der sidste år blev påbegyndt ca. 16.500 boliger. Vi forventer, med de tilsagn, der er givet, at der er påbegyndt alene cirka 11.000 almene boliger fordelt på familieboliger, ungdomsboliger og ældreboliger. Derudover ved vi jo, at en del pensionskasser investerer i boligbyggeri og har igangsat projekter sidste år, og endelig bliver der trods alt også opført parcelhuse, selv om det er få, siger Finn Bo Frandsen.
Det er ikke nyt, at statistikken over byggevirksomheden er behæftede med usikkerhed. DSt tager således også et forbehold, da datagrundlaget er usikkert, som det nævnes. Usikkerheden skyldes ifølge DSt forsinkede indberetninger til BBR-registret. DSt mener ikke at kunne korrigere for forsinkelserne.
Bør være pejlemærke
- Boligbyggeriet er et vigtigt pejlemærke for, hvordan det går for dansk økonomi, og når tallene for boligbyggeriet er så meget forkert, får vi forkert indikation for, hvordan det går med økonomien. Den økonomiske vækst er således højere end hvad der fremgår, siger Finn Bo Frandsen, som opfordrer Danmarks Statistik og de involverede ministerier til at få skabt en troværdig statistik over byggeaktiviteten.
På trods af usikkerheden tager vi alligevel et par tal fra statistikken:
Fjerde kvartal 2011 ligger ca. 20 procent under gennemsnittet af de tre første kvartaler med hensyn til påbegyndte nye boliger. Der blev fuldført 11.400 boliger sidste år.