Byggenyt
GIVE: De første skitser til et kulturhus på Torvet i Give er udarbejdet. Placeringen og især indholdet i kulturhuset er fortsat til diskussion. Give Byudvikling og Give Borger- og Erhvervsforening arbejder på at få etableret et lokalråd i Give, der kan arbejde med i første omgang indhold og senere med placering af kulturhuset.
Det ligger fast, at opførelsen af et nyt kulturhus tidligst sættes i værk i slutningen af 2013.
NYBORG: Nyborg Byråd har vedtaget lokalplan nr. 226 for nedrivning og bebyggelse ved Aldershvilevej i Nyborg endeligt.
Lokalplanen har til formål at muliggøre nedrivning af en driftsbygning og opførelse af en ny beboelsesfløj parallelt med vejen. Lokalplanen fastlægger endvidere omfang og placering af bebyggelsen i området.
På baggrund af indsigelser har byrådet besluttet kun at muliggøre en tæt-lav boligbebyggelse.
ESBJERG: Borgerne i Esbjerg høres nu om en nyskabende plan for Esbjergs Tovværks- og Idrætsparkområde. En samlet plan for området skal fremme muligheden for at skabe et sammenhængende centrum med fokus på aktiv fritid og uddannelse mv. Esbjerg Byråd har således vedtaget at sende et oplæg til en ny masterplan for Tovværks- og Idrætspark-området i Esbjerg til offentlig høring.
Som centrum for aktiv fritid, idræt, sport, uddannelse, ungdomsboliger, vandrerhjem m.v. har Tovværks- og Idrætsparkområdet en særlig gunstig placering i Esbjerg. Denne centrale placering foreslås langt bedre udnyttet fremover. Planen lægger op til udbygninger, renoveringer og mange flere muligheder for positive sammenspil og synergier mellem de mange nuværende og kommende aktiviteter i området. Som et samlende sted bliver der i midten af området på sigt anlagt en fornyet grøn attraktiv Tovværkspark med mange udeaktivitets-muligheder. Høringsperioden løber fra 15. februar og frem til den 11. april.
REGION MIDTJYLLAND
HADSTEN: Favrskov Byråd har vedtaget at sende forslag til lokalplan nr. 334 vedrørende etageboliger i Hadsten By og forslag til lokalplan nr. 338 vedrørende sognegård i Hinnerup i offentlig høring.
Lokalplanområdet i Hadsten udgør et areal på cirka 4.400 kvm centralt i byen. Der er i dag cirka 30 boliger i området og lokalplanen åbner mulighed for yderligere at opføre 45 nye etageboliger. Der gives mulighed for at opføre bebyggelse langs Østergade og en del af Bøgevej i op til tre en halv etage, mens ny bebyggelse langs Egevej og en del af Bøgevej må opføres i op til to en halv etage.
Forslag til lokalplan nr. 338 vedrører ny sognegård i Hinnerup skaber mulighed for at nedrive eksisterende bebyggelse og opføre ny sognegård i området mellem Ådalsvej, Adeline Geenevej og Lilleå. Begge forslag er i høring frem til 4. april.
REGION SJÆLLAND
NÆSTVED: Børneudvalget i Næstved Kommune har besluttet at sende Skoleudbygningsplan 2012 i høring hos skoler, skolebestyrelser og lokalråd.
Skoleudbygningsplan 2012-2020 er et samlet forslag til revision af skoleudbygningsplan 2007-2016, og revisionen af skoleudbygningsplanen er gennemført i anden halvår af 2011 i et samarbejde mellem Skoleafdelingen, Afdeling for Byggeri og Drift og de eksterne rådgivere CASA arkitekter og arkitektfirmaet Gorm Nielsen. Planen er i høring i perioden fra 7. februar til 9. marts 2012.
GREVE: Der er lavet en nyt helhedsplan for udvikling af Håndværkerbyen i det centrale Grev til et mere tidssvarende erhvervsområde. Siden 60erne er Håndværkerbyen i den centrale del af Greve gået fra at være et attraktivt erhvervsområde med håndværk og let industri til i større udstrækning at være et serviceområde med forretninger, kursuslokaler, motionslokaler, kontorer og klinikker.
Til hver virksomhed var der fra begyndelsen i 60erne mulighed for at indrette en beboelseslejlighed til brug for virksomhedens ejer eller ansatte. Men antallet af boliger falder fra år til år, og mange af boligerne er i dag lejede ud.
Greve Kommune ønsker nu, at området skal moderniseres, så det i højere grad også kommer til at tilgodese de nye virksomhedstypers behov uden at fortrænge de oprindelige håndværksvirksomheder og lettere industri. Der er i samarbejde mellem Greve Kommune og bestyrelsen for grundejerforeningen udarbejdet en helhedsplan, som lægger rammerne for en kommende lokalplan. Lokalplanen for Håndværkerbyen forventes at blive vedtaget i august eller september 2012.