Planen for nationalpark er klar
Nationalpark Mols Bjerge har nu fået sin egen handlingsplan for den videre fremtid
Her to et halvt år efter indvielsen har nationalparken nu fået sin første handlingsplan, som gælder for perioden 2012 til 2018.
Den nye nationalparkplan indebærer blandt andet en omfattende kortlægning og kvalitetsbeskrivelse af parkens naturindhold. Desuden skal man have en yderligere indsamling af viden og kortlægning som skal afklare hvordan geologiske profiler kan anvendes i formidlingen af Nationalparkens geologi.
- Nationalpark Mols Bjerge er kendetegnet ved, at der bor mange mennesker i området. Ebeltoft by ligger midt i parken, og planen forholder sig derfor til både lokalsamfund og erhverv, natur og kultur samt byer og friluftsliv, siger Peter Brostrøm, der er skovrider ved Naturstyrelsen i Kronjylland og bestyrelsesmedlem i Nationalpark Mols Bjerge.
Samlet trafikplan
At nationalparken netop ligger omgivet af både åbent liv og byliv gør også, at der skal laves en samlet trafikplan for nationalparken, så man får en bedre spredning af friluftsmulighederne og for en mere hensigtsmæssig afvikling af trafikken i nationalparken.
Samtidig skal der sættes fokus på at styrke friluftsmulighederne i kystzonen.
I alt skal der arbejdes med 25 konkrete projekter i perioden frem til 2018. Projekterne beskæftiger sig med alt fra styrkelsen af naturens biologiske mangfoldighed til, hvordan nationalparken kan være med til at styrke den lokale erhvervsudvikling.
Naturstyrelsen forvalter nogle væsentlige områder i nationalparken. Det drejer sig primært om arealer i Mols Bjerge og natur- og kulturområder ved Kalø Slotsruin.
Det er dog de private lodsejere, der har ejerskab i omkring 80 procent af landarealet i nationalparken.
Danske nationalparker
Der er udpeget fem områder som nationalparker i Danmark.
De tre første, Thy, Mols Bjerge og Vadehavet, blev indviet i henholdsvis 2008, 2009 og 2010, mens de to sidste områder, Skjern Å og Kongernes Nordsjælland, er udpeget som kommende nationalparker, men endnu ikke oprettet.
En dansk nationalpark skal indeholde noget af den mest unikke og særprægede danske natur, og det kan være både til lands og til vands. Nationalparken bliver skabt i et tæt samspil mellem parkens bestyrelse, Miljøministeriet, kommuner, lokalsamfundet og organisationer.
I modsætning til landets naturparker er nationalparker nationale områder. De skal rumme natur og landskaber af national interesse, de er oprettet ved lovgivning og modtager statslig finansiering.
Kilde: Naturstyrelsen