23948sdkhjf

Aalborg-arkitekter opruster i Aarhus

Nordjysk arkitekt- og ingeniørfirma åbner afdeling i Aarhus med lokal arkitekt i spidsen. Firmaet styrer for tiden byggeopgaver med 1300 almennyttige boliger fem steder i Aalborg og vil løse tilsvarende opgaver i Aarhus
Finanskrisen har generelt været hård ved byggebranchen. Men det aalborgensiske arkitekt- og ingeniørfirma Kærsgaard & Andersen a/s har alligevel formået at vokse i hele perioden med udgangspunkt i sine spidskompetencer: nybygninger, ombygninger og renovering af de almennyttige boligforeningers utidsvarende boligmasse.

Nu åbner virksomheden så en aarhusiansk filial, hvortil man har hentet den mangeårige tegnestuechef hos Kjaer & Richter i netop Aarhus, John Mortensen, som leder.

Med afskeden med sine hidtidige arbejdspladser har John Mortensen af samme årsag sagt foreløbig farvel til blandt andet den kæmpestore Gjellerup-helhedsplan med bygge- og renoveringsopgaver til et samlet budget på 1,4 mia. kr., som han i 2009 var med til at vinde med Kjaer & Richter:

- Det er selvfølgelig lidt ærgerligt. På den anden side synes jeg, at perspektiverne i det tværfaglige rådgivningskoncept, som mine nye partnere/arbejdsgiver har udviklet, er for spændende til, at jeg kunne sige nej, forklarer John Mortensen.

Tæt samarbejde

Kærsgaard & Andersen har blandt andet været totalrådgiver på facadeudskiftningen på 393 boliger i den aalborgensiske bebyggelse Skelagergårdene, der var et projekt til 367 mio. kr. gennemført fra 2007 til 2011.

John Mortensen peger på, at der i Aarhus-området er en række interessante og visionære boligforeninger, som står foran at skulle udarbejde og realisere helhedsplaner, der skal bringe deres ofte ældre og utidssvarende boligmasse up to date efter nutidens standard.

Med eksempelvis energirenovering af bygninger og installationer, bedre indeklima, tidsvarende boligindretninger, gode friarealer, lysindfald, større og bedre indrettede køkkener og badeværelser.

Den slags opgaver kalder på tæt samarbejde mellem arkitekter og ingeniører - kompetencer som ellers sjældent er ligeværdige i samme firma.

- Netop på dette område kan Kærsgaard & Andersen imidlertid tilbyde et unikt tværfagligt rådgivningsteam og -koncept, som for længst har vist sig succesrigt på en lang række tilsvarende opgaver i det nordjyske - og nu altså også med en tryg, kapabel, lokal forankring i Aarhus, forklarer direktør Jens Kærsgaard om etableringen af det markante århusianske brohoved.

Fra sin tid som rådgiver på nogle af de store aalborgensiske projekter, som Kærsgaard & Andersen styrer og har styret, ved Jens Kærsgaard efter eget udsagn, hvor gode de er til at tale med bygherrerne og specielt boligselskaberne.

- De - eller vi skal jeg nu lære at sige! - har opfundet en arbejdsform, der forener god arkitektur og teknisk innovation med stor faglighed i opgaveløsningerne. Jeg ved, at mange bygherrer generelt frygter fagkampe og strid mellem arkitekter og ingeniører. Hos Kærsgaard & Andersen trækker vi på samme hammel og har styr på proces, tid og økonomi. Med åbningen i Aarhus kan vi også give kvalificerede tilbud her, tilføjer John Mortensen.

Blik mod Gellerup

Hos Kærsgaard & Andersens nye Aarhus-filial hvor også en anden garvet Aarhus-arkitekt Hans Lassen er kommet til, har man blikket stift rettet mod de opgaver, der blandt andet bliver med udarbejdelse af helhedsplaner for Fjældevænget, for AAB, og Ryhaven for Østjysk Boligadministration. Ligesom man også fokuserer på det kommende AAB-nybyggeri i Hjortshøj.

- Og så er vi selvfølgelig helt naturligt stærkt interesserede i at komme i betragtning ved realiseringen af de kommende delprojekter i helhedsplanen for Gellerupparken/Toveshøj for Brabrand Boligforening, som jeg jo også i forvejen er godt bekendt med, tilføjer John Mortensen.

Kærsgaard & Andersen, der også har en filial i København, råder i dag over cirka 30 ansatte, primært arkitekter, bygningskonstruktører og ingeniører, der er vant til at arbejde tæt sammen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094