Frustration over forsinkelse
Borgmester og branche undrer sig over Femern-forsinkelse - kræver fremrykning af andre projekter
Det betyder, at mange af de store forhåbninger til det store vækstboom i området er sat på standby til længere ud i fremtiden.
Både borgmester John Brædder og organisationen Dansk Byggeri håber, at der nu bliver igangsat andre relaterede anlægsprojekter som kompensation, men borgmesteren undrer sig.
- Det er meget underligt, at der på dette tidspunkt pludselig kommer en melding fra Femern om endnu et års anlægsudsættelse. I forvejen var der jo hele to år til anlægsstart i 2014. Så selskabet burde da havde kunnet planlægge dette forløb, så tidsplanen holdt. Og hele sagen tyder på et gevaldigt kommunikationsproblem mellem de danske og de tyske planlæggere, og det var der måske nogle politikere over selskabsniveau, der burde havde rettet op på, siger John Brædder.
Ifølge Femern A/S skyldes den nye forsinkelse på, at godkendelsesapparatet, der har været større end først antaget.
- Det har vist sig, at der er godkendelses- og sagsbehandlingsprocedurer, der er mere omfattende, end det var muligt at forudse. Og derfor er vi nødt til at udskyde anlægsprojektet med et år. Det skal understreges, at det ikke betyder, at anlægsperioden ændres i længde eller, at budgettet udvides. Så der kommer ikke ekstra omkostninger. Men vi beklager de frustrationer, denne forsinkelse giver, siger adm. direktør i Femern A/S, Leo Larsen, til Licitationen.
Han siger, at det primært er det tyske forvandlingsapparat, der giver knuder. Men han er overbevist om, at den nye tidsplan holder.
Guldborgsunds borgmester, John Brædder, foreslår, at Femern A/S eller regeringen tager i initiativ til at fremskynde andre relaterede anlægsprojekter som eksempelvis anlæggelsen af Sydmotorvejen fra Sakskøbing til Rødbyhavn.
- Femern-forbindelsen var en beregnet kickstart for os, og hvis selve tunnelen udskydes er det kun rimeligt at sætte andre projekter i stedet. Vi har brug for denne kickstart i regionen, siger John Brædder.
Det samme forlag kommer fra Dansk Byggeri, som dog ikke vil bebrejde Femern A/S nu.
- Vi kender ikke detaljerne i denne sag, selv om det da ser mærkeligt ud. Men vi håber, at udskydelsen kan blive erstattet af andre projekter, siger Niels Nielsen, der er branchedirektør i Danske Byggeri.