Byggenyt
BRØNDERSLEV: Brønderslev Byråd har godkendt Lokalplanforslag nr. 01-C-24.01 for "Dagligvarebutik ved Bredgade, Brønderslev" og forslag til kommuneplantillæg nr. 21.
Området ligger ved det sydvestligste hjørne af krydset Bredgade/Ålborgvej, og byrådet foreslår, at området kan anvendes til detailhandel, herunder opførelse af én dagligvarebutik.
Forslagene er fremlagt til offentlig høring frem til den 26. november.
region midtjylland
søften: Favrskov Kommune inviterer nu til borgermøde om Søften den 10. oktober.
Mødet kommer blandt andet til at handle om en ny sognegård i Søften. Et forslag til lokalplan, der skal bane vej for den nye sognegård i Søften er i øjeblikket og frem til den 19. oktober fremlagt til offentlig høring.
Derudover vil Favrskov Kommune præsentere de indledende idéer til en kommende planlægning for Søften midtby i form af en helhedsplan.
REGION SYDDANMARK
FILSKOV: Billund Byråd har besluttet at fremlægge et forslag til lokalplan for et fjernvarmeværk i Filskov til offentlig høring.
Lokalplanen er tilvejebragt for at skabe mulighed for udvidelse af fjernvarmeværket ved Filskov, og den fastlægger områdets anvendelse til fjernvarmeværk med biogasanlæg mm.
Forslaget vil være fremlagt til debat fra 9. oktober til 4. december.
HADERSLEV: Et flertal i Haderslev Byråd har nu stemt ja til moderniseringsplanerne for Haderslev Stadion. Moderniseringsplanerne, der løber op i cirka 70,5 mio. kroner, omfatter blandt andet en ny tribune med 3.000 overdækkede siddepladser, et sportel og 42 nye ungdomsboliger.
Haderslev Kommune skal finde knap 19 mio. kroner til moderniseringen, mens HAB bliver bygherre på ungdomsboligerne og sportellet til sammenlagt 37,7 mio. kroner. HFK Tribune bidrager med 3,5 mio. kroner til kontorer og klublokaler, og SønderjyskeE skyder to mio. kroner i projektet. Lokale pengeinstitutter udlåner otte mio. kroner til projektet, og der skal hentes én mio. kroner fra fonde, fortæller Jydske Vestkysten.
FAABORG: De kommende fire år vil der blive gennemført en meget omfattende renovering af Sundskolen i Faaborg, oplyser Faaborg-Midtfyn Kommune, der afsætter mere end 50 mio. kroner til renoveringen, som gør skolen til en top-moderne skole.
I forbindelse med budgetforliget for 2012 besluttede politikerne at udskyde en allerede planlagt renovering i Sundskolen på grund af et faldende elevtal på skolerne i Faaborg-området, men med budgetforliget for 2013 er der skruet op for ambitionsniveauet i forhold til renoveringen af Sundskolen. De afsatte 50 mio. kroner fordeler sig med 2,5 mio. kr. i 2013, 11,1 mio. kr. i 2014, 32,5 mio. kr. i 2015 samt 4,8 mio. kr. i 2016.
REGION HOVEDSTADEN
SØBORG: Gladsaxe Byråd har sagt ja til at lokalplan 201 og kommuneplantillæg 18 for Søborg Hovedgade 92-102 fremlægges til offentlig høring.
Lokalplanforslaget baner vej for en ny bebyggelse i fem etager langs Søborg Hovedgade og Niels Finsens Allé, som i virkeligheden har været undervejs siden 2007. Skiftende ejerforhold og svingende konjunkturer har imidlertid forsinket processen. Birkeengen ApS, den nuværende ejer af de tre ejendomme Søborg Hovedgade 96, 98 og 100, ønsker nu at gennemføre et projekt, der i hovedtrækkene svarer til det oprindelige forslag fra 2007. Projektet indeholder cirka 6.500 kvm bolig- og erhvervsbebyggelse med erhvervslokaler i stueetagen mod Søborg Hovedgade og boliger i resten af byggeriet.
Byggeriet er tegnet af 3XN arkitekter og fremstår som et moderne hus i lyse materialer og med utraditionelle tagformer og facader. Bygningen aftrappes til tre etager mod de bagvedliggende villaer. Lokalplanens bestemmelser giver også mulighed for et mere traditionelt byggeri med røde mursten og tegltag.