23948sdkhjf

Byggeriet efterlyser vækst-ambitioner

Dansk Byggeri og Tekniq manglede konkrete vækstinitiativer fra statsministeren
Byggeriets organisationer er enig med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) om, at der er brug for vækst. Men de mener, statsministerens åbningstale mangler konkrete bud på, hvordan der skabes vækst.

Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen roser statsministeren for at fastholde en kurs med fokus på at få Danmark gennem krisen. Det var dog ønskeligt med en noget større forståelse for erhvervslivets vilkår i forhold til at investere og skabe vækst. Åbningstalen indeholdt ifølge Lars Storr-Hansen meget lidt konkret herom.

Tekniqs adm. direktør Niels Jørgen Hansen siger i en kommentar, at der var forbløffende få konkrete bud på, hvordan vi kommer videre.

- Der er fortsat behov for reformer, der øger arbejdsudbuddet, øger incitamentet til at tage et arbejde og forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne, siger han.

– Vi havde gerne set en åbningstale, som også havde indeholdt en ambitiøs investeringsplan for omstilling til vedvarende energi. Det er der både perspektiver, vækst, arbejdspladser og sund fornuft i, siger Niels Jørgen Hansen.

Fokus på folkeskole

Dansk Byggeri lyttede med interesse efter statsministerens planer for konkurrenceforbedringer og initiativer, der kan skabe vækst. Statsministerens åbningstale viste vilje til at fortsætte en ansvarlig økonomisk linje, men der blev sagt meget lidt om erhvervslivets vilkår.

Statsministerens åbningstale viste en stærk holdning til reformer af folkeskolen, og Dansk Byggeri roser dette fokus. Kvaliteten af folkeskolen er på linje med gode vilkår for erhvervslivets byggesten for vækst og velstand.

- Men over for erhvervslivet var signalerne desværre blandede. Mange gode ord om konkurrenceevne, lettelse af virksomhedernes vilkår og om behovet for at sikre arbejdspladser. Men statsministerens formulering om at "skatter kan være en omkostning for virksomhederne" ser vi et perspektiv, der rammer skævt. Skatter er nemlig en omkostning, og med en række af skattereformens elementer rammes konkurrenceevnen, og arbejdspladser sendes med ekspresfart ud af landet. Her savner Dansk Byggeri sammenhæng mellem ord og handling, siger Lars Storr-Hansen.

Konkurrenceevne

Niels Jørgen Hansen og Tekniq er særligt ærgerlige over, at åbningstalen ikke indeholdt noget konkret bud på, hvordan virksomhedernes konkurrenceevne bliver forbedret, så de kan genvinde markedsandele og skabe arbejdspladser.

– Statsministeren lovede ganske vist i talen, at regeringen ikke har nogen planer om at belaste virksomhedernes konkurrenceevne unødigt. Hun understregede, at regeringen ikke arbejder for nye generelle forhøjelser af afgifter, erhvervsskatter eller indkomstskatter. Men det stemmer slet ikke overens med den regning på 1,5 mia. kroner, som regeringen ifølge sit forslag til finanslov, er klar til at udskrive til arbejdsgiverne. En øget udgift til virksomhederne svækker konkurrenceevnen og lægger gift ud for et økonomisk opsving, siger direktør Niels Jørgen Hansen.

Innovation som vækst

I Ingeniørforeningen opfordres regeringen til at satse på innovation.

- Væksten skal have noget at vokse af. Derfor er en af de allervigtigste opgaver at Folketinget leverer en effektiv innovationsstrategi, som kan booste udviklingen af nye produkter i virksomhederne, siger Ingeniørforeningens formand, Frida Frost, med henvisning til regeringens igangværende arbejde med at lave Danmarks første egentlige innovationsstrategi.

- Det er en opgave, som burde samle politikere over en bred front. For hvis vi ikke lykkedes med at styrke innovationen i Danmark, bliver det svært at skabe fundamentet for fremtidig vækst og velfærd, siger Frida Frost.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172