23948sdkhjf

Region fortsætter med energirenoveringer

Region Midtjylland sætter gang i omfattende energirenovering på tre hospitaler
I 2010 gik Regionshospitalet Silkeborg som det første danske hospital i gang med et Esco-projekt, og nu giver Region Midtjylland hospitalerne i Viborg og Skive samme tur.

De to hospitaler skal i løbet af de kommende to til tre år energirenoveres for op mod 180 mio. kroner.

- Med projektet har vi en enestående mulighed for at opnå en række fremtidige økonomiske gevinster, samtidig med at vi får renoveret vores hospitaler til glæde for såvel patienter som medarbejdere - og i sidste ende selvfølgelig også miljøet, fortæller hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen fra Region Midtjylland.

Tre firmaer har netop vundet opgaven med at hjælpe regionens Hospitalsenhed Midt med at gennemføre de i alt tre esco-projekter på matriklerne i Viborg og Skive.

Schneider Electric og Siemens skal stå for hvert sit projekt på Regionshospitalet Viborg, mens EnergiMidt får opgaven med energirenovering af Regionshospitalet Skive.

Puljer besparelser

I alle tre projekter bliver opgaven i første omgang at gennemgå de eksisterende bygninger og finde frem til de relevante energirenoveringer. I praksis betyder det, at firmaerne vil have kig på alt fra belysning til ventilationsanlæg, isolering og vinduer.

- En af gevinsterne ved projekterne er, at vi puljer alle besparelserne sammen, så dyre investeringer som udskiftning af vinduer, kan blive tjent hjem af energibesparelser på eksempelvis et nyt ventilationsanlæg, forklarer Lars Dahl Pedersen.

Energimæssige rammer

Det nye esco-projekt sættes i gang samtidig med, at Regionshospitalet Viborg er i gang med det omfattende kvalitetsfondsbyggeri, hvor hospitalet bygges om og ud for i alt 1,15 mia. kroner frem mod 2018.

Mens kvalitetsfondsprojektet skal sikre optimale og tidssvarende rammer for patientbehandling, har esco-projektet fokus på de energimæssige rammer om hospitalet.

De to projekter vil blive holdt helt adskilt rent økonomisk. Men både i forhold til tidsplan, praktisk udførelse og valgte energiløsninger er det naturligvis både nødvendigt og hensigtsmæssigt at sikre den overordnede sammenhæng.

Gode erfaringer

Præcis hvor mange penge, de to hospitaler skal energirenoveres for, vil først stå klart, når de tre firmaer har gennemført deres respektive analyser om et halvt års tid.

Et foreløbigt skøn lyder dog på en samlet investering på op mod 180 mio. kroner, fordelt med omtrent 130 mio. kroner i Viborg og 50 mio. kroner i Skive.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079