23948sdkhjf

Syv dødsulykker ved byggearbejde i 2013

Af syv dødsulykker ved byggeri er de seks sket som følge af fald fra stor højde
Der skete i 2013 i alt syv dødsulykker ved bygge- og anlægsarbejde i Danmark. I de seks tilfælde var der tale om fald, ofte fra stor højde.

Det viser en foreløbig opgørelse, som Licitationen har foretaget i samarbejde med Arbejdstilsynet.

Med syv dødsulykker er der tale om stort set uændret niveau i forhold til de foregående fire år, hvor antallet af dødsulykker har ligget på otte-ni årligt.

I fire af de syv ulykker var der tale om personer, der ikke var beskæftiget i en bygge- og anlægsvirksomhed. Det var personer, der udførte byggearbejde på egen eller andres ejendom.

- Hver dødsulykke er én for mange, men det er positivt, at vi nu for femte år i træk holder os under 10 dødsulykker ved bygge- og anlægsarbejde. Det er svært at generalisere på baggrund af trods alt beskedne talstørrelser, men det er desværre typisk, at der er en del dødsulykker ved arbejde på egen ejendom eller ved vennetjenster, siger kontorchef i Arbejdstilsynet, Jens Skovgaard Lauritsen.

Forstærket indsats

Arbejdstilsynet er i øvrigt i morgen parat til sammen med de centrale aktører i byggeriet at præsentere en handlingsplan for at få færre ulykker i byggeriet.

- Dødsulykkerne er kun toppen af pyramiden. Lige under toppen er der mange alvorlige ulykker, der giver livsvarige mén, så der er al mulig grund til at byggeriet fortsætter og forstærker sin indsats for at få færre ulykker, siger Jens Skovgaard Lauritsen.

Det er både arbejdsgivere og lønmodtagere i byggeriet enige i.

- Det er vanskeligt at bruge antallet af dødsulykker som markør for hvordan det går med sikkerheden. De barske realiteter er, at der fortsat sker alt for mange alvorlige ulykker og nærved-hændelser, så der er fortsat masser af arbejde med at få knækket ulykkeskurven, siger Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.

Hun hæfter sig dog ved, at det “kun" i tre af tilfældene er tale om personer i et ansættelsesforhold i en af branchens virksomheder.

Arbejdsmiljøkonsulent i BAT-kartellet Ulrik Spannow kalder syv dødsulykker for bekymrende mange.

- Det viser, at vi har brug for at tænke nyt og have forstærket fokus på ikke nødvendigvis ulykker men de farlige situationer på byggepladserne. Der er derfor al mulig behov for en forstærket indsats, siger han.

De syv dødsulykker

Seks af de syv ulykker med dødelig udgang i 2013 er sket som følge af fald - i flere tilfælde fra tag eller igennem ødelagte tagplader.

Alle de omkomne er efter det oplyste danske statsborgere.

22. januar: 32-årig stilladsarbejder dræbt ved fald på 12 meter under arbejde på Hotel D’Angleterre. Han trådte igennem en trapezplade.

22. februar: 44-årig tømrer mistede livet efter fald på fire-fem meter i forbindelse med, at taget han arbejdede på, ikke kunne bære.

20. juni: 65-årig selvstændig ramt i hovedet af et rør under opførelse af bygning på hans landbrugsejendom.

10. juli: Pensioneret landmand død ved fald fra tag eller stige i forbindelse med reparation af tag.

2. august: 52-årig kvinde død efter fald fra et to meter højt stillads, hvorfra hun var i færd med malerarbejde.

20. september: 52-årig installatør dræbt ved fald fra stor højde ved arbejde på Vestforbrænding.

24. november: Selvstændig landmand død efter at være trådt igennem overlysplade i forbindelse med reparation af tag. Leder side 4
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094