23948sdkhjf

Dødvægt ødelægger ikke provenu

Officielle svenske tal fra det svenske skattevæsen viser, hvorfor det vil være dumt af regeringen at fjerne boligjobordningen. Regeringsparti er skeptisk
Regeringen vil fra 1. januar 2013 fjerne den ellers så populære boligjobordning uden, som ellers lovet, at erstatte den med en lignende ordning målrettet energirenovering af boligerne.

Ofte henvises der fra tilhængerne af ordningen til de svenske erfaringer, hvor den tilsvarende boligjobordning - "ROT-avdraget" for håndværkerydelser og "RUT-avdraget" for hjemmeservice, har været en gigantisk succes, der ikke alene nærmest har udraderet det sorte arbejde, men også givet overskud.

Modstandere af boligjobordningen hævder derimod, at en masse af opgaverne, der nu ydes tilskud til, alligevel ville være udført som "hvidt" arbejde, det såkaldte "dødvægtstab", og at man derfor ikke opnår væsentlige resultater ved ordningen.

Tabet er ikke stort

Men nu viser en svensk undersøgelse fra det svenske skattevæsen, at "dødvægtstabet" for en række ydelser slet ikke er så stort, som ellers hævdet af eksempelvis Finansministeriet i Danmark.

Det er direktør i Danske Malermestre Ole Draborg, der har regnet på tallene og kommet frem til, at der for en række ydelser er et klart positivt provenu ved at yde tilskud.

Han peger på, at dødvægtstabet ved malerarbejde kun er på 34 procent og ved hjemmeservice helt nede på 25 procent.

- Det betyder for eksempelvis malerarbejde, at for hver krone, der gives i tilskud, får staten mellem 40 og 50 procent i overskud, siger Ole Draborg til Licitationen.

Flere i arbejde

Ifølge regnestykket udløser 100 kroner i løn et tilskud på 50 kroner. 100 kroner i løn svarer til en omsætning på 200 kroner i malerfaget.

Heraf er 132 kroner "nyt arbejde", mens 68 kroner er "dødvægt". Den ekstra momsindtægt på det nye arbejde er derfor 25 procent af 132 kroner, som er 33 kroner.

Dertil kommer skat af den ekstra løn på det nye arbejde. Hvis man forudsætter, at skatten udgør 42 procent, svarer det til 27 kroner. Desuden kommer flere i arbejde.

- Jeg antager at halvdelen af meromsætningen giver ledige arbejde, mens den anden halvdel produceres med den eksisterende arbejdskraft. I så fald spares netto dagpenge 12 kroner, forklarer Ole Draborg.

Generel fortjeneste

Ole Draborg konkluderer, at alt i alt genererer ROT-tilskuddet på 50 kroner i nye skatteindtægter/besparelser 72 kroner, når vi taler malerarbejde. For hjemmeservice er forretningen endnu bedre.

Som helhed opgør det svenske skattevæsen dødveægtstabet til 56 procent. For snedker-tømrerarbejde til 48 procent, murerarbejde 46 procent og VVS 73 procent, mens det altså for malerarbejde kun er 34 procent.

Det betyder, at der vil være en fortjeneste for staten ved boligjobordningen også ved snedker-tømrerarbejde og murerarbejde, selv om denne fortjeneste er lidt mindre end ved malerarbejde.

Holder ikke

Socialdemokraternes finansordfører, John Dyrby Paulsen, mener dog, at en væsentlig faktor er undladt i Ole Draborgs regnestykke.

- Der mangler den faktor, at folk alternativt til at bruge boligjobordningen ville bruge pengene på andre ting, og hvad ville effekterne være af det. Det er der, tingene skiller. Hvis man antager, at pengene blev brugt på andre ting, ville det samlede provenu være større end ved boligjobordningen, eksempelvis til almindeligt forbrug i forretningerne. Der er jo også brug for at skabe job i detailhandelen. Vi skal i stedet skabe varig beskæftigelse og meget gerne dansk beskæftigelse. Man kan ikke opstille et regnskab og glemme alternativerne, siger John Dyrby Paulsen, der dog ikke ultimativt vil lægge boligjobordningen i graven:

- Man skal aldrig være ultimativ i dansk politik, specielt ikke, når det drejer sig om finansloven. Der kan ske mange ting i finanslovsforhandlingerne.

V vil bevare boligjob

Venstres finanspolitiske ordfører, Torsten Schack Pedersen lægger ikke skjul på, at for Venstre er boligjobordningen en succes, og at en fortsættelse indgår i Venstres finanslovsoplæg.

- Det er rendyrket politisk-ideologisk modstand fra regeringspartierne, der er årsag til, at de vil fjerne ordningen. Det holder hånden under beskæftigelsen i ikke mindst byggebranchen, og der udføres en masse arbejde hvidt, som tidligere var sort. Og så sikrer det en mere fair konkurrence mellem virksomhederne. Der er altså mange gode grunde til at bevare ordningen, og tallene fra Danske Malermestre bekræfter kun, at ordningen bør fortsætte, siger Torsten Schack Pedersen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11