23948sdkhjf

Nye skatteregler driller Munck Asfalt i Asien

Afskaffelsen af skatterabatten for udstationerede danskere besværliggør opgave, Munck Asfalt har vundet i Bangladesh
Munck Asfalt fra Nyborg gør klar til at indtage et af de fjerneste asiatiske markeder: Bangladesh, der grænser op til Indien. Her skal Munck Asfalt renovere den internationale lufthavn i landets hovedstad, Dhaka.

Men regeringens planlagte afskaffelse af skatterabatten for udstationerede medarbejdere spænder nu ben for Munck Asfalt, som ikke kan udstationere ret mange af sine danske medarbejdere på projektet.

- Det nye lovforslag giver os store udfordringer og spænder til dels ben for vores planer om at udstationere en række danske medarbejdere fast på projektet. Vi er i fuld gang med at finde både lokale og internationale medarbejdere til projektet, og lovændringen betyder desværre, at vi nu kun forventer at udsende et mindre antal danske medarbejdere, da det er blevet væsentligt dyrere, siger adm. direktør Hans Christian Munck fra Munck Asfalt.

Rammer erhvervslivet

Det omtalte forslag fra regeringen er en del af skattereformen indgået mellem regeringen, Venstre og Konservative og rammer de godt 6.000 udstationerede danskere, som nu kommer til at betale skat som alle andre.

Venstre har, efter skattereformen blev indgået, presset på for at bevare skatterabatten, da den rammer erhvervslivet unødigt hårdt - dog uden resultat. Det rådgivende ingeniørfirma Cowi skønner således, at forslaget vil koste firmaet omkring 150 arbejdspladser i Danmark.

To år langt projekt

Munck Asfalt gennemfører dog det 311 mio. kroner store projekt i Dhaka, der omfatter renovering af 5,8 km landingsbaner i Hazrat Shahjalal International Airport i Dhaka.

Projektet skal gennemføres over de kommende godt to år og er finansieret gennem Danida.

- Vi havde de første kontakter til myndighederne i Dhaka for godt fem år siden, og at projektet nu bliver sat i gang, bliver en helt ny og udfordrende opgave for os, siger Hans Christian Munck.

Opgaven i Bangladesh var oprindeligt på godt 440 mio. kroner og omfattede renovering af både taxiways og radarudstyr i lufthavnen.

Munck Asfalt afgav i første omgang tilbud i samarbejde med en spansk partner, men under kontraktforhandlingerne blev opgaven reduceret til et rent anlægsprojekt, som Munck Asfalt nu forestår alene.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111