23948sdkhjf

Brug af østarbejdere skal undersøges

Ambitiøs undersøgelse af danske virksomheders brug af østarbejdere, og hvordan de aflønnes
Nu skal det undersøges, i hvor stort omfang danske virksomheder benytter østeuropæisk arbejdskraft og hvordan den aflønnes.

Det vil ske i en stor ambitiøs undersøgelse, som forskningscentret FAOS under Københavns Universitet skal gennemføre. Den vil omfatte op mod 10.000 virksomheder.

- Nej, det er ikke nogen trykfejl. Hvis undersøgelsen skal sikres statistisk validitet, så er det nødvendigt med et meget stort statistikgrundlag, siger centerleder ved FAOS Søren Kaj Andersen til Licitationen.

Det er Beskæftigelsesministeriet, der har bestilt og finansierer undersøgelsen, som Søren Kaj Andersen glæder sig til at komme i gang med.

- Vi mangler viden om, i hvilket omfang danske virksomheder benytter østeuropæisk arbejdskraft. Vi har længe famlet i blinde, når vi har skullet forholde os til problemets omfang. Derfor er vi meget glade for at få mulighed for at gennemføre denne undersøgelse. Problemet omhandler først og fremmest de østeuropæere, der arbejder her midlertidigt. Det vil sige udstationerede, vikarer fra udenlandske bureauer og enkeltmandsvirksomheder. Løndumping, omgåelse af arbejdsmiljøregler samt unddragelse af skat er ofte blevet koblet til netop disse grupper. Også østeuropæere, der er fastansatte i danske virksomheder, vil blive inddraget i undersøgelsen, oplyser Søren Kaj Andersen.

Undersøgelsen vil koncentrere sig om brancher, hvor man ved, at der findes et stort antal østeuropæere, det vil sige ikke mindst byggeriet og hotel- og restaurationsbranchen.

Vilkår skal afdækkes

Ud over at få afdækket omfanget af danske virksomheders brug af østeuropæisk arbejdskraft, er et af formålene at få afdækket de løn- og ansættelsesvilkår, som østeuropæerne tilbydes, for eksempel i hvor stort omfang de er dækket af kollektive overenskomster.

Endvidere skal det afdækkes, hvordan virksomhederne vurderer udviklingen i konkurrencevilkårene inden for deres egen branche. Samtidig skal det undersøges, hvor virksomhederne ansætter eller tilknytter østeuropæisk arbejdskraft.

Virksomhederne i undersøgelsen vælges på baggrund af CVR-registrets data, ligesom FAOS vil trække på RUT-registret over udstationerende udenlandske virksomheder.

Undersøgelsen vil vare knap et halvt år. I et vist omfang vil resultaterne kunne indgå i det arbejde, som et særligt udvalg om social dumping netop er gået i gang med.

Udvalget er en del af finanslovsaftalen mellem regeringen og Enhedslisten.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11