Opgør med fupfirmaer går gennem lille blanket
BAT-kartellet håber på at gøre den særlige A1-blanket til omdrejningspunkt ved udstationering
I BAT-kartellet vil man prøve at samle den europæiske fagbevægelse og gerne også arbejdsgiverorganisationer om at gøre en lille fælles EU-blanket, den såkaldte A1-blanket, til omdrejningspunkt.
Den udstedes af hjemlandets myndigheder og angiver, hvilken social forsikring og lovgivning, den pågældende er omfattet af.
- I det videre arbejde vil vi foreslå, at man benytter A1-blanketten som håndtag for kontrol. Man skal have en A1-blanket udstedt af de hjemlige myndigheder, hvis man udstationerer, og du kan ikke få en A1 uden du er en reel virksomhed i hjemlandet og betaler for eksempel sociale ydelser og forsikring for medarbejderne. A1 har samtidig den fordel, at det er et EU-redskab og at man derfor ikke skal opfinde en ny dyb tallerken. Derfor er det helt oplagt, at virksomhed og udstationeret arbejdskraft allerede fra udstationeringens første dag dokumenterer, at der er tale om en reel virksomhed og et ansættelsesforhold, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet.
Fælles EU-register
Også hos arbejdsgiverne ser man frem til en bedre myndighedskontrol med de udstationerende virksomheder.
- Uanset hvilke redskaber, der skal bruges, så er det helt afgørende, at postkassefirmaerne stoppes. De påfører alle andre en helt urimelig konkurrence, så det er meget positivt, hvis man virkelig vil gøre noget for at sikre, at dem, der udstationerer, er reelle virksomheder i deres hjemland, siger Erik Møbius, direktør i Dansk Håndværk.
Han så dog gerne, at man tog et kæmpeskridt og oprettede et fælles europæisk RUT-register, hvor alle virksomheder, der udstationerer arbejdskraft, har pligt til at være registreret.
Kommissionen vil med direktivforslaget give de enkelte medlemslande pligt til hurtig udveksling af relevante oplysninger. Det vil samtidig skulle styrke mulighederne for at inddrive skatter, bøder og sociale bidrag.
Kun én indgang
I forbindelse med kommissionens krav til, at det samtidig skal være lettere at udstationere, foreslår BAT, at de kvikskranker, som er oprettet i forbindelse med servicedirektivet, også bliver omdrejningspunkt for al udstationering.
- Alle bør henvende sig i kvikskranken, inden de går i gang med arbejdet. Her skal man kunne få alle nødvendige oplysninger, og her skal man præsentere den dokumentaion, som man bliver enige om er nødvendig for at kunne udstationere. Kvikskranken skal være den eneste indgang, siger Gunde Odgaard.
I BAT-kartellet er det helt afgørende, at det, allerede inden udstationeringen påbegyndes, kontrolleres, at de udstationerende virksomheder er reelle og opfylder betingelserne for udstationering. Det skal med andre ord ikke være muligt at blive registreret i RUT-registret uden at der foreligger dokumentation for, at virksomheden er reel.
Kommissionens direktivforslag skal nu til forhandling i såvel Europa-Parlamentet som i Ministerrådet, der som bekendt i øjeblikket har dansk formandskab.
Det forventes, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil drøfte forslaget, når der er uformelt ministerrådsmøde i Horsens sidst i denne måned.
Det betragtes imidlertid som urealistisk, at direktivet i sin endelige form vil kunne vedtages i dette halvår, hvor Danmark er EU-formand.