Ekspansiv profil ser sig omkring
Skou Gruppen i Hørsholm fremviser gode resultater trods stagnation i branchen. Firmaet varsler yderligere ekspansion i 2012
Direktør, Martin Skou Heidemann beretter, at fremgangen fra en omsætning i 2010 på 134,1 mio. kr. til 148,8 mio. kr. i 2011, tegner til at blive mindst lige så markant i 2012, hvor ordrebogen med direktørens egne ord allerede nu ser rigtig fornuftig ud. Derfor vil Martin Skou heller ikke afvise, at 2012 vil byde på nye opkøb. 2011 blev tømrervirksomheden Axel Rasmussen & Søn i Allerød indlemmet i Skou Gruppen, der siden begyndelsen har været meget vækstorienteret.
Murerområdet er styrket
- Aktiviteterne fra Axel Rasmussen er nu fuldstændig indarbejdet, og det er på den baggrund ikke utænkeligt, at der kunne komme flere strategiske opkøb i år, spår Martin Skou, der samtidig ikke har vendt krisen det blinde øje.
- Vi har stået robust igennem krisen, fordi vi ikke har stået stille. Vi har løbende tilpasset forretningen og opsøgt nye muligheder og områder, der kunne styrke Gruppen yderligere, forklarer direktøren. Martin Skou nævner som eksempel, hvordan man internt blandt andet har forstærket murerafdelingen med ansættelsen af murermester Morten Bo Petersen.
- Morten Bo Petersen kommer med 30 års erfaring som murer, og han er netop blevet udnævnt til fagdommer i Byggeriets Ankenævn. Han er en stor kapacitet for os at have i virksomheden, fortæller Martin Skou, der melder sig klar til at skabe nye resultater i 2012.
Styrke på hjemmebane
Virksomheden har i årets løb omdannet Bispebjerg Kirkegårds kapel og krematorium til et inspirerende dansecenter, mens Herlev kommune har fået Nordeuropas største squashcenter, og i Hillerød er man i fuld sving med renoveringen af Sophienborg skole.
Netop skoler og andre institutioner har i mange år været hjemmebane for Skou Gruppen, til trods for at det langtfra er helt almindelige byggepladser.
Udover at tage håndværket alvorligt lægger Martin Skou vægt på, at firmaets medarbejdere kan arbejde under forhold, der kræver mere end faglighed.
- Det kan for eksempel være kommunikation med forældre og personale omkring sikkerhed for eleverne på en skole under renovering, eller sågar daglig håndtering af psykiatriske patienter, når vi arbejder på et hospital. Selv om de her opgaver ikke står i vores jobbeskrivelse, så er det naturligvis vigtigt for det endelige resultat, at forløbet sker med hensyn til omgivelserne, udtaler Martin Skou.