Sygehuse lærer af fleksible boliger
I planlægning af fremtidens supersygehuse lader rådgiverne sig inspirere af fleksibelt modulbyggeri, der er en ny trend i boligbyggeri
Beboere i nye boliger efterlyser mulighed for meget individuel udformning af de enkelte rum. Og i den store skala, når vi snakker om sygehusbyggeri eller kulturbyggerier, handler det ikke kun om dagens, men også morgendagens brugere.
I tilfældet sygehuse skal der i fremtiden proppes teknologi ind, som i dag slet ikke er opfundet endnu.
Derfor handler det om at bygge så fleksible rum som muligt, så der bliver plads og muligheder til fremtidens løsninger.
Systembyggeri gør det ifølge flere byggeleverandører og rådgivere både mere effektivt og mindre omkostningstungt at bygge nyt.
Fremtidens krav
Men det kan også beskyldes for at gøre byggeprocessen mindre kreativ og mere fastlåst. Derfor bliver der i disse år udskrevet flere idékonkurrencer for at få forslag til, hvordan det nye byggesystem kan bruges til at højne den arkitektoniske kvalitet i systembyggerier.
Og samtidigt gøre det mere effektivt, hvad enten vi taler om boliger, sygehuse eller prestigefyldte kulturbyggerier, der skal rumme både teater, biblioteker, musik og udstillinger.
Nyudviklede byggesystemer opfylder ifølge leverandører til byggebranchen fremtidens krav om minimalt energitab og effektive byggeprocesser.
Modulsystemerne - som blandt andre arkitekterne Juul/Frost med succes har lanceret som S/M/L Konceptboliger med aktuelt byggeri i Sverige og Norge - forener kravene om letvægtskonstruktioner med en god miljøprofil med optimale energiegenskaber, effektiv montering og teknisk support.
Den indbyggede fleksibilitet sikrer ifølge rådgiverne, at en given bebyggelse kan tilpasses forskellige lokaliteter og opføres med forskellige størrelser boliger, da den enkelte bolig kan udvides med blandt andet alkover og ekstra værelser.
Et element, som også fremtidens sygehuse kan drage fordel af.
Inspiration til arkitekter
- Med det nye system ser vi store muligheder for at skabe byggerier af høj arkitektonisk kvalitet, siger bygningskonstruktør i Rockwool Simon Bullinger.
- Målet er at inspirere blandt andet arkitekter, entreprenører, bygherrer og boligselskaber til at se nye muligheder for at højne den arkitektoniske kvalitet i systembyggerier, nærmere bestemt i en almen boligbebyggelse med familieboliger.
Modulbyggeri har også en stor fordel i de aktuelle udvidelser af de eksisterende sygehuse.
- Dagligdagen på afdelingerne er nødt til at fortsætte uden forstyrrelser, og byggeriet skal derfor give så få gener som muligt. Ved at anvende modulbyggeri kan man opnå flere af de fordele, blandt andet fordi størstedelen af modulbyggeriet foregår hjemme hos producenten i produktionshallen. Først når de færdige moduler er klar til at blive monteret, ankommer de til sygehusets byggeplads, fortæller Anne Mortensen fra DesignModul A/S, der har leveret overetage til Odense Universitetshospital.
Vinderen af en stor konkurrence om systembyggeri arrangeret af Rockwool, Netværket for Systembyggeri og Dansk Arkitektur Center bliver kåret i september 2012 og bliver sammen med eksisterende eksempler på brugen af RockShell udstillet i Dansk Arkitektur Center.