25 års jubilæum hos NCC
Steven Granno voksede op på Vesterbro og Amager. Allerede mens han gik i folkeskole, brugte Steven sin fritid som arbejdsdreng i Ecoterm, hvor han blev fastansat efter 9. klasse i 1986. I 1987 indledte han sin nu 25 år lange karriere i NCC; først som tømrerlærling, siden hen som tømrersvend og de seneste 18 år som formand.
Steven Granno er kendt som en god og loyal kollega, der værner meget om det sociale i sjakket. Igennem årerne har han været udstationeret i Tyskland og været med til et utal af renoveringer af bl.a. plejehjem og hospitaler.
Privat er Steven "Far til fire", og meget af hans fritid bliver brugt sammen med børnene på henholdsvis seks, ni, 11 og 14 år. Herudover bruger Steven sin tid på at være fodboldtræner for børn og ind imellem får han heldigvis også tid til selv at sparke lidt til en bold.