Anlægsnyt
KLOAKERING - FUTTING: 10 ejendomme i Futting syd for Thorsø skal nu med på kloaknettet, skriver Midtjyllands Avis. Spildevandet fra de 10 ejendomme skal pumpes til rensning på Drøsbro Renseanlæg, og regnvandet skal ejendommene selv sørge for at få afledt.
CYKELSTIER - GEDVED: En arbejdsgruppe under Gedved Lokalråd har sat sig for at forbedre forholdene for de bløde tohjulede trafikanter.
Gruppen vil i første omgang koncentrere sig om den 1,6 km lange strækning på Skanderborgvej mellem Gedved og Danish Crown.
Horsens Kommune har afsat et beløb til at sikre strækningen for cyklisterne, og her vil arbejdsgruppen gerne have en finger med i spillet. Gruppen har allerede indledt en dialog med kommunen om de fremtidige forbedringer, skriver Horsens Folkeblad.
Kommunen har i første omgang skitseret en kantbaneløsning, men arbejdsgruppen mener, at en separat cykelsti adskilt fra biltrafikken er nødvendig.
TRAFIK - SKJERN: Ringkøbing-Skjern Kommune skal revidere sin kommuneplan, og der har i den forbindelse været gennemført en høring, som netop er afsluttet. Blandt høringssvarene er et fra Skjern Udviklingsforum, som blandt andet taler for at få etableret en rundkørsel i krydset mellem Ånumvej og Ringvejen.
Skjern Udviklingsforum foreslår også, at cykelsteien i den ene side af Hovedvejen over åen fjernes for at gøre plads til en tresporet vej.
REGION SYDDANMARK
ANLÆGSARBEJDE - NYBORG: Byrådet i Nyborg Kommune har vedtaget, at afsætte midler til renovering af gaderne i midtbyen i 2012 og 2013. I et aktuelt projekt vil hovedvægten blive lagt på Korsgade, Mellemgade, Lille Kongegade og Torvet, med udgangspunkt i erfaringerne fra et forsøg med sommergågader i 2010 og 2011.
Princippet for renoveringen vil belægningsmæssigt komme til at ligne principperne i Nørregade og Kongegade. Det vil sige belægninger med granit og betonsten og uden kantopspring.
Der skal blandt andet gøres noget for at opnå en større sammenhæng mellem vejdelen af Torvet og selve Torvet. Østfyns Museer har stor interesse i at få Nyborg Slot til at hænge sammen med byen i forbindelse med Unescos liste over umistelig verdenskultur, oplyser kommunen.
Overordnet vil der være to udførelsesperioder: én før og én efter sommerferien i 2012.
KIRKEGÅRD - JELLING: Kirkegården i Jelling står overfor store forandringer, skriver Vejle Amts Folkeblad. Kirkegården skal være mindre firkantet, mere grøn, mere varieret, og så deles den i to afdelinger; én syd for kirken og en mod nord. Den sydlige skal trods ændringerne stadig være en traditionel kirkegård. Afdelingen mod nord vil med tiden blive præget af gravminder i bunddække uden de sædvanlige hække som grænseskel.
REGION SJÆLLAND
SIVEGADE - NÆSTVED: Næstved Byråd har besluttet, at Jernbanegade i Næstved skal være sivegade uden cykelstier. Jernbanegade og trafikken i den har været debatteret i flere år, og der har blandt andet været tale om at etablere cykelrambla i gaden, men nu bliver det altså til en sivegade uden cykelstier. Projekteringen af gadens nye udformning går i gang med det samme, og så satses der på, at et endeligt forslag kan være klar til behandling i byrådet i løbet af foråret. Der gives statstilskud til projektet, og pengene skal bruges i år.