23948sdkhjf

Intet krav om lærlinge på offentligt byggeri

Finanslovsaftalen lægger op til øget brug af sociale klausuler - men uden brug af tvang
Med finanslovsaftalen med Enhedslisten lægger regeringen op til øget brug af sociale klausuler i offentlige udbud for at skaffe flere lærepladser i byggeriet.

Der bliver imidlertid ikke tale om særligt forpligtende brug af sociale klausuler. De statslige ordregivere forpligtes kun til at overveje brugen i forbindelse med “relevante udbud", som beskrives som for eksempel hospitalsbyggerier og infrastrukturprojekter. Desuden lægges der op til en aftale med kommunerne om tilsvarende at overveje brug af sådanne lærlingeklausuler.

- Det er et skridt på vejen, men ikke så forpligtende, som vi gerne havde set det, siger uddannelseskonsulent i Byggegruppen i 3F Steen Boesen.

- Vi har jo desværre set, at den traditionelle måde med frivillige aftaler mellem virksomheder og lærlinge ikke har skabt et tilstrækkeligt antal praktikpladser, og alle er enige om, at vi har brug for flere praktikpladser. Vi kommer langt med frivillighed, og vi anerkender også Dansk Byggeris partnerskaber med kommuner, men på de store offentlige byggerier er der brug for skrappere midler. Her kan sociale klausuler gøre en forskel, siger han.

Det gør en forskel

Steen Boesen konkluderer, at de få erfaringer, der indtil videre er høstet med sociale klausuler, viser, at det nytter.

- Således benytter Pihl sin polske entreprenør Budomex både på Navitas i Aarhus, hvor man bygger for tre uddannelsesinstitutioner, og på Nordhavnstunnelen i København. På Navitas blev der ikke stillet krav, og der har ikke været én lærling med. Københavns Kommune har derimod stillet krav på Nordhavnsvej, og det giver lærepladser, som vi ikke havde fået, hvis kommunen ikke havde vedtaget brug af sociale klausuler, siger han.

Byggegruppen i 3F opfordrer regeringen til at lave instrukser til alle ministerier og styrelser om, hvordan de let og ubureaukratisk kan anvende sociale klausuler og dermed skaffe flere lærepladser.

Finanslovsaftalen beskriver, at de statslige ordregivere skal overveje brugen af sociale klausuler efter “følg- eller forklar-princippet". Det betyder, at det er valgfrit for selskaberne, om de vil følge en anbefaling eller forklare, hvorledes de i stedet har valgt at indrette sig. Om den ønskede aftale med kommunerne hedder det, at de sociale klausuler skal overvejes, men at myndighederne ikke forpligtes.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109