23948sdkhjf

Ny uddannelse er en praktiksucces

Udsigt til praktikplads for alle eux-elektrikerelever
Mens 360 elektrikerlærlinge i øjeblikket er uden praktikplads, har dørene nærmest stået åbne hos landets elinstallatørvirksomheder for de første praktiksøgende elever på den nye eux-elektrikeruddannelse.

39 af 42 eux-elever har fået praktikplads, og de tre resterende har gode udsigter til en praktikplads.

Tina Voldby, underdirektør i Installatørernes Organisation Tekniq, tøver ikke med at kalde det en praktikpladssucces.

– Eleverne er som ventet blevet taget rigtig godt imod. Det skyldes dels, at det er fagligt stærke og meget motiverede elever, og dels at vi i Tekniq i samarbejde med skolerne har informeret virksomhederne godt om de nye elevers kompetencer. Blandt andet har eleverne været i frivillig praktik i en til to uger hos virksomheder tidligt i deres uddannelsesforløb, hvilket har betydet, at eleverne kunne se faget an i praksis, ligesom virksomhederne kunne se en potentiel lærling an, siger Tina Voldby.

Kan tage mere ansvar

Eux-elektrikeruddannelsen adskiller sig fra en traditionel erhvervsuddannelse, idet uddannelsen kombinerer en erhvervsuddannelse med en gymnasial uddannelse.

Uddannelsen giver således direkte adgang til videregående uddannelser, som for eksempel ingeniør eller maskinmester.

– Derfor har eleverne en anden profil, som virksomhederne kan drage nytte af. Der er brug for personer i installationsbranchen, som har hovedet såvel som hænderne skruet rigtigt på, og eux-eleverne må i høj grad kunne leve op til begge dele, siger Tina Voldby.

– Eux-elektrikeruddannelsen er på den måde et fremragende supplement til den traditionelle eud-uddannelse, fordi den tiltrækker en anden målgruppe, som igen skal opfylde en anden rolle ude i virksomhederne. Og det har vi brug for, siger hun.

Det er direktør Jesper Glyb fra den store installationsvirksomhed Hareskov Electric meget enig i. Virksomheden har således indgået kontrakt med fire eux-elever og vil gerne have flere.

- Vi forestiller os, at elektrikerne med eux-baggrund potentielt set kan tage mere ansvar. Der er opgaver, der kræver mere rent teknisk, og eux’erne har et lidt højere teoretisk niveau, fordi de kommer med flere kompetencer inden for matematik, fysik og engelsk. Der er stor spændvidde i behovet i installationsbranchen, og vi forestiller os, at eux’erne kommer til at udfylde en vigtig niche, siger Jesper Glyb.

Gode erfaringer

De fire eux’ere begyndte hos Hareskov Electric i august.

- Og de hidtidige erfaringer er gode. De er kommet med masser af energi og en tilgang, som virker meget positiv. Hvorledes forskellen bliver i forhold til vores klassiske eud-lærlinge, kan først vurderes efter et helt uddannelsesforløb, siger Jesper Glyb.

Hareskov Electric har i gennemsnit 20-25 elektrikerlærlinge, og Jesper Glyb forestiller sig, at en femtedel heraf skal være eux’ere, den resterende del almindelige eud-lærlinge.

- Der ligger heri ingen utilfredshed med den klassiske erhvervsuddannelse, som også i fremtiden vil være grundstammen både hos os og i branchen som helhed, siger Jesper Glyb.

Han forestiller sig, at mange af eux-elektrikerne har ambitioner om og forudsætninger for at læse videre til installatør eller ingeniør.

Eux vokser

Selv om tre af 42 eux-elektrikerelever stadig mangler en praktikplads, forventer Tina Voldby og Tekniq, at det kun er et spørgsmål om tid, før alle har en praktikaftale med en virksomhed.

– En af de resterende elever er allerede i en kort uddannelsesaftale, som formentlig bliver gjort permanent. Meldingen fra skolerne omkring de øvrige to elever er desuden, at de forventer, at det bliver muligt at finde en praktikplads relativt hurtigt, siger Tina Voldby.

Eux-uddannelsen tilbydes inden for en række håndværksfag.

Rækken af erhvervsskoler, der udbyder eux-uddannelsen, vokser hurtigt. Kun tre tekniske skoler nåede at starte eux-hold allerede i 2010. Sidste år havde 10 skoler den ny uddannelse på programmet, og i sommer tilbød i alt 17 erhvervsskoler eux-uddannelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.031