Indholdet af fugt i træ skal kendes og måles
Nyt erfaringsblad fra Byg-Erfa beskriver fugtmåling i træ og træmaterialer
For at undgå fugtskader, under såvel byggeprocessen som i driftsperioden, er det ofte hensigtsmæssigt, at kende fugtindholdet - eller rettere vandet - i træ og træbaserede materialer.
For eksempel for at vurdere, om der er risiko for angreb af råd, svamp eller skimmelvækst efter eksempelvis en vandskade eller oversvømmelse; om træet er tørt nok til, at det kan overfladebehandles eller indbygges i lukkede konstruktioner, eller i sidste ende om træets fugtindhold er passende i forhold til, hvor det skal anvendes.
Daglig praksis
Fugtindholdet i træ bestemmes ved at veje et træstykke, tørre det ved 105 grader og derefter veje det igen.
Fugtindholdet findes da, som vægttabet i procent af det tørrede træs vægt. I daglig praksis foregår målingen mere enkelt ved hjælp af elektriske træfugtighedsmålere, som har forskellige egenskaber og anvendelsesmuligheder.
Nu har organisationen Byg-Erfa udgivet et nyt erfaringsblad "Fugtindhold i træ måleudstyr, metoder og vurdering", som gennemgår fordele/ulemper og anvendelsesmuligheder for de gængse typer fugtmålere til brug i træ og træmaterialer.
Desuden omtales det, hvor der kræves opmærksomhed for at undgå fejlmålinger og dermed risiko for forkerte beslutninger.
Bladet gennemgår elektriske stikbensmålere og kapacitive målere, der normalt har en tilfredsstillende nøjagtighed til for eksempel bygningsundersøgelser, tilstandsvurdering og modtagekontrol.
Desuden omtales fugtmålerondeller og -dyvler til indbygning i trækonstruktioner med henblik på at følge fugtindholdets variationer i en periode. Endeligt beskriver erfaringsbladet, hvilke faktorer der skal tages højde for med hensyn til måleudstyrets nøjagtighed.
Erfaringsbladet indgår i Byg-Erfas temaer om byggefugt og udtørring samt træværk.
Der kan desuden hentes yderligere oplysninger om længerevarende målinger af fugtforhold i erfaringsbladet "Langtidsmåling af fugtforhold - i bygninger og bygningskonstruktioner", som indgår i Byg-Erfas temaer om blandt andet beton og netop byggefugt.
Fonden Byg-Erfa er en uafhængig organisation, der har som formål, at medvirke til øget teknisk kvalitet i byggeriet gennem indsamling, bearbejdning og formidling af byggetekniske erfaringer til brug for alle, der beskæftiger sig med projektering, udførelse og bygningsdrift.