23948sdkhjf

Første hold har gennemført fugt-kursus

De første hold har gennemført to nye efteruddannelseskurser i fugtteknik på Teknologisk Institut i Taastrup. Bag kurserne står en række aktører i byggebranchen
For at styrke håndteringen af fugtskader har en række aktører fra byggebranchen sammensat to nye efteruddannelseskurser, og de første hold har allerede gennemført de to forløb.

Det oplyser Thor Hansen, civilingeniør og kursusansvarlig på Teknologisk Institut.

De to kurser dækker over et firedagsforløb og et endagskursus, som begge har til formål at skabe en større ensretning og mere viden på området.

Det første hold på firedages kurset startede op i starten af september og havde i to dage fokus på teoretiske aspekter som fugtteori, affugtningsmetoder og fugtmålinger, mens tredjedagen fandt sted i oktober og gik med gennemgang og diskussioner af cases fra de tilmeldtes hverdag. Fjerdedagen, som også fandt sted i oktober, gik med opsamling og en prøve.

I alt deltog 14 aktører med forskellig faglig baggrund i forløbet. Det gælder henholdsvis aktører med håndværksmæssig baggrund, rådgiverbaggrund og forsikringsorienteret baggrund.

- Det var et rigtig godt mix, og det kom der en rigtig god dialog og debat ud af, siger Thor Hansen og fremhæver, at det er afgørende med såvel et teoretisk afsnit som mere praktiske indslag.

- Det er vigtigt at se kurset som en samlet enhed. Både den teoretiske og den mere praktiske del er afgørende. Man kan ikke tage det ene for sig, siger han.

Glade kursister

Alle 14 deltagere har i en midtvejsevaluering betegnet kursets indhold som værende ‘godt’ eller ‘rigtig godt’.

- Der er ingen tvivl om, at de kursister, der har været af sted, har været godt tilfredse med forløbet. De har givet udtryk for, at kurser af denne slags er noget, som branchen har brug for, siger Thor Hansen og understreger, at det ikke betyder, at der ikke har været forslag til forbedringer.

- Der var nogle forslag til rettelser, og dem har vi taget til os. Sådan er det tit, når man første gang tager hul på noget nyt, siger han og fremhæver, at midtvejsevalueringerne bruges til at tilrettelægge de videre forløb.

Næste hold starter på firedagskurset i slut januar/start februar - denne gang både i Taastrup og Aarhus, hvor der henholdsvis er tilmeldt godt ti og et par aktører.

- Man kan stadig nå at tilmelde sig. Det kan man helt frem til kursusopstart, siger Thor Hansen og understreger vigtigheden af, at kurserne udbydes begge steder.

- Der er jo de samme problemstillinger i hele landet. Vi skal så vidt muligt have en ensartet tilgang, så man sikrer en fælles forståelse for de relaterede problemstillinger lige meget, om man er udførende her eller der, om man er første mand på skaden, eller om man sidder på forsikringssiden, siger han.

Mens firedages kurset henvender sig til et bredere spekter af aktører, er endags kurset orienteret mod de udførende håndværksvirksomheder.

Det første endags kursus blev afholdt i starten af november i Taastrup, hvor otte aktører deltog.

I midten af marts bliver endags kurset udbudt igen – denne gang også i både Aarhus og Taastrup.

Hyppige kurser

Ifølge Thor Hansen vil de to kursusformer løbende blive udbudt. Afhængigt af efterspørgslen vil det ske to-tre gange årligt, oplyser han og påpeger, at håbet er, at lidt flere melder sig til.

- Vi håber selvfølgelig, at tilstrømningen bliver større, men det er også vigtigt at passe på, at holdene ikke bliver for store, så det måske går ud over alles deltagelse i de faglige diskussioner og debatter, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081