23948sdkhjf

Isolering uden risiko for fugt og råd

Tømrermester har opført feriehuse med papiruldsisolering og uden dampspærre - og opnået en tæthed, der opfylder 2020-kravene
Ingen risiko for skimmelsvamp og råd i konstruktionen, og intet besvær med dampspærre. Og samtidig så tæt, at det opfylder 2020-kravene til lavenergibyggeri.

For godt til at være sandt?

Det mener tømrermester Janus Rasmussen fra firmaet Lasse og Janus Byg Aps i Nykøbing Sjælland ikke.

Hans firma har opført to feriehuse for Rørvig-Centret og valgt at bygge uden dampspærre og benytte isoleringsmaterialet Papiruld.

- Der er altid en risiko for, at en dampspærre kan blive utæt, og tapen, den fastgøres med, holder ikke evigt. Derfor er der en risiko for fugt med skimmelsvamp eller råd til følge. Når et sådant problem skal udbedres, skal huset jo nærmest splittes ad, og det koster nemt en halv mio. kroner. Skal vi tætne en utæthed i en bygning uden dampspærre, skal vi måske bruge en tube fugemasse, siger Janus Rasmussen.

Han har benyttet isoleringsmaterialet Papiruld i 12-15 år i både nye huse og ved renovering. Det grænseoverskridende som tømrer var pludselig at droppe dampspærren.

- Det er jo i sig selv en fordel ikke at skulle kæmpe med folie, manchetter og tape for at få det tæt. Det gør processen hurtigere og dermed billigere. Men det er de langsigtede fordele, der gør at jeg vil anbefale det. Det giver et forbandet godt indeklima uden risiko for kuldebroer. Nok så vigtigt er det, at viser der sig en lille utæthed om fem år, så ligger den ikke skjult inde i væggen, siger Janus Rasmussen.

Han understreger, at det for en mindre håndværksvirksomhed også har betydning, at man inden for fem års garantiperioden ikke risikerer at skulle udbedre fugtskader "for en formue".

Helt ny tankegang

Feriehusene i Rørvig-Centret er opført således, at Papiruld blæses ind, når konstruktionen er færdig. På ydersiden er huset beklædt med en vindspærre i pladeform, mens man indvendigt har gipsplader, der er limet sammen. Alle hjørner og samlinger er samlet med en elastisk fugemasse. Der er indblæst 240 mm Papiruld.

Rørvig-Centret har krævet et fremtidssikret byggeri, og derfor er byggeriet fulgt og testet af en uafhængig energirådgiver. En måling godt et halvt år efter færdiggørelsen af husene viser, at husene så rigeligt opfylder 2020-kravene.

- Det er ellers så godt som umuligt at bygge, så man kan nå tæthedskravene, og ikke mindst at det over tid forbliver så tæt, siger energirådgiver Hans Dollerup, TætHus.

Hans målinger har vist tæthed helt ned til 0,25 liter pr. kvm, hvor 2020-kravet lyder på 0,50.

- Når man har bygget med dampspærre i generationer, og det er det, både arkitekter, ingeniører og tømrere lærer, så er det svært at ændre tankegang. Resultaterne viser, at det kan lade sig gøre at få tætte bygninger med Papiruld uden dampspærre, og så får man alle gevinsterne ved ikke at skulle benytte dampspærre, siger Hans Dollerup.

Meget tilfredse

Det er Papiruld Danmark, der har leveret Papiruld til de to feriehuse. Her er man meget tilfredse med måleresultaterne.

- Det dokumenterer det arbejde, vi har udført de sidste 25 år og løbende har fået målt ved forskellige blowerdoortests samt en SBi-undersøgelse omkring fugt og dampspærre. Men vi er naturligvis rigtig glade for den bekræftelse, som målingerne er udtryk for, siger Sana Saleem, teknisk konsulent i Papiruld Danmark A/S.

Hun noterer, at Papirulds store kvalitet for det første er, at granulatet kommer ind i alle revner og udfylder alle hulrum med en samlet isoleringsflade uden kuldebroer, og for det andet består af særdeles gode fugttransporterende egenskaber, hvilket betyder, at Papiruld både kan optage og afgive fugten således, at der ikke sker en fugtophobning i konstruktionen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094