Fokus på gulvets totaløkonomi
Gulvbranchen har udarbejdet et nyt it-værktøj til beregning af forskellige typer gulvbelægning
Bygherrer, rådgivende ingeniører, arkitekter og entreprenører efterspørger i højere og højere grad et præcist overblik over et byggeris samlede anlægs- og driftsudgifter i hele levetiden: Et projekts totaløkonomi.
Det gælder også ved valg af gulv. Det oplever brancheorganisationen Gulvbranchen i Dansk Byggeri, som derfor har udarbejdet et nyt it-værktøj, der giver et retvisende billede over udgifterne ved forskellige typer af belægning i hele gulvets levetid.
- Vi havde tidligere nogle modeller eller beregninger, som kunne danne grundlag for beslutning om valg af gulvbelægning, men de holdt ikke helt vand, og det er naturligvis ikke tilfredsstillende. Derfor har vi med udgangspunkt i Green Building Councils måde at se tingene på skabt et sobert værktøj, som kan lave en pålidelig beregning, siger Torben Hessing-Olsen, civilingeniør og teknisk konsulent i Gulvbranchen.
Spørgsmål om rengøring
Det er ikke mindst udgifterne til rengøring, der er helt afgørende for at beregne et gulvs totaløkonomi.
- Ved et stort institutionsbyggeri for eksempel er det ikke en million fra eller til i anlægsfasen, der er afgørende, men derimod udgifterne til rengøring i hele gulvets levetid. Der er således voldsom økonomisk forskel på, at et gulv skal vaskes hver dag, eller om man kan nøjes med tørmobning nogle af dagene. Derfor skal rengøringen på den lange bane tænkes ind i valget af belægning, siger Torben Hessing-Olsen.
Gulvbranchen har derfor samarbejdet med et konsulentfirma inden for rengøringsbranchen i forbindelse med udarbejdelsen af det totaløkonomiske værktøj.
Værktøjet kaldes Life Cycle Cost-værktøjet (LCC) og er opbygget med udgangspunkt i Green Building Councils måde at se tingene på. Værktøjet har dog mange flere detaljer med inden for rengørings- og vedligeholdelsesområdet.
Beregningerne omfatter anlægspriserne for syv forskellige gulvbelægninger, udgifterne til montering og driftsudgifterne til rengøring og vedligeholdelse. Også udgifterne til bortskaffelse eller fornyelse af gulvbelægningen er regnet med, da værktøjet bygger på en tidshorisont på 50 år.
Gratis værktøj
Med det nye værktøj kan man også beregne levetidsomkostningerne, hvis bygherren vælger en type gulvbelægning i noget af byggeriet, og en anden belægning i en anden del, og måske en tredje belægning et tredje sted i bygningen. Man kan operere med op til fem forskellige gulvbelægninger i én beregning.
Man kan også selv vælge, hvor ofte de forskellige gulve skal gøres rent. Der kan således eksempelvis på et plejehjem være forskel på behovet for rengøring i beboelse og opholdsrum.
Værktøjet er gratis og tilgængeligt på Gulvbranchens hjemmeside.