Byggenyt
HVIDOVRE: Hvidovre Kommunalbestyrelse holder møde i morgen den 16. december, hvor et af punkterne på dagsordenen handler om tilgængelighed. Kommunalbestyrelsen bliver blandt andet anmodet om at godkende, at restbeløbet i dette års tilgængelighedspuljen på 400.000 kroner overføres til 2015 med henblik på at indgå i finansieringen af en ny handicapvenlig indgang til Hovedbiblioteket.
REGION SJÆLLAND
ROSKILDE: Roskilde Byråd behandler på sit møde den 17. december blandt andet en sag om opførelse af 15 almene boliger i Boligselskabet Sjællands afdeling Præstemarkshusene i Himmelev. Byrådet skal sige god for en samlet anskaffelsessum på 33,107 mio. kroner, godkende et kommunalt grundkapitalindskud på 3,302 mio. kroner og sige ja til at stille kommunal garanti til realkreditbelåning på 15,841 mio. kroner.
REGION SYDDANMARK
ESBJERG: I foråret 2015 tager Esbjerg Forsyning første spadestik til et nyt supermoderne vandværk til 50 mio. kroner i Kjersing. Det skriver Esbjerg Forsyning på sin hjemmeside.
Det nye vandværk bliver opført med særligt fokus på fødevaresikkerhed og arbejdsmiljø. Vandværket bliver opført, så der er en fuldstændig adskillelse af bygning og procesanlæg.
Det nye vandværk erstatter Spangsbjerg Vandværk, og det bliver i øvrigt forberedt til at kunne udvides med en ekstra sektion om nogle år som erstatning for Vognsbøl Vandværk.
Esbjerg Forsyning har haft opgaven i udbud og har valgt Alectia i Aarhus som bygherrerådgiver, arkitektfirmaet Ginnerup Arkitekter fra Horsens og det rådgivende ingeniørfirma Rambøll i Esbjerg. Det nye vandværk forventes at stå klar til drift i efteråret 2016.
HADERSLEV: Lodsejer, Grontmij og Tegnestuen Mejeriet ønsker i samarbejde med Haderslev Kommune at udvikle et område syd for vejen ved Erlev Bjerge til boligområde. Haderslev Kommune har i samarbejde med Tegnestuen Mejeriet udarbejdet et forslag til lokalplan, som åbner mulighed for etablering af cirka 20 åben-lav boliger i området.
Sagen behandles i Udvalget for Plan og Miljø i Haderslev Kommune den 17. december, hvor Teknik og Miljø indstiller, at lokalplanforslaget vedtages og fremlægges til høring i otte uger.
REGION MIDTJYLLAND
AARHUS: Aarhus Byråd skal på sit møde den 17. december tage stilling til en ansøgning om at nedrive det eksisterende enfamiliehus på ejendommen Langelandsgade 108 i Aarhus og opførelse af en ny etageejendom i tre etager med udnyttet tagetage til boligformål i stedet.
Det ansøgte projekt er en bearbejdning af et tidligere projekt på ejendommen, der har været forlagt byrådet i 2013, og som byrådet valgte ikke at godkende.
Det indstilles, at byrådet godkender det ansøgte projekt og bemyndiger Teknik og Miljø til at meddele de fornødne tilladelser.
REGION NORDJYLLAND
AARS: På vegne af Aars Boligforening har Arkitektfirmaet N. Krogh Madsen, Grontmij Rådgivende Ingeniører og Kuben Management fremsendt opfølgende materiale til helhedsplan for afdeling 216 Borgergade.
Landsbyggefonden ønsker en tilkendegivelse fra Vesthimmerlands Kommune om, hvorvidt renoveringsplanen kan anbefales.
Aars Boligforening ønsker blandt andet at opføre et nyt elevatortårn, ligesom ny beklædning og tag på udhuse står på programmet.
Den samlede udgift for renoveringen er opgjort til knap 2,2 mio. kroner.
Vesthimmerland Byråd behandler sagen på sit møde den 18. december.