Lettere for håndværkere at parkere i København
Københavns Kommune giver erhvervslivet flere parkeringslicenser
Borgerrepræsentationen har besluttet at give virksomheder mulighed for at få flere parkeringslicenser, udvide deres parkeringszone og gøre det billigere at komme til København på dagsbasis.
Dermed imødekommer de københavnske politikere en række af de forslag, som for et par år siden kom fra en særlig task force, som kom med et helt katalog over idéer til at gøre København til et lettere sted at drive virksomhed.
Konkret betyder det, at erhvervsdrivende fremover kan få udstedt en erhvervspluslicens, som betyder, at licensen ikke bare gælder den zone, de har adresse i, men i alle licenszonerne i København. Desuden kan virksomheder få mulighed for at få 10 parkeringslicenser mod fem i dag, ligesom ordningen med erhvervsperiodekort bliver mere fleksibel, så virksomhederne får mulighed for at købe periodekortet for én dag ad gangen, hvor de i dag kun kan købe til mindst fem dage. Det betyder, at de fremover kun skal betale for de dage, de har behov for. Ordningen træder i kraft, når digitaliseringen af parkeringsområdet er rullet ud i løbet af 2015 eller begyndelsen af 2016.
Mere fleksibelt
De tre initiativer er en del af en pakke på i alt otte initiativer til bedre parkering for erhvervslivet, som Borgerrepræsentationen vedtog i august 2014.
Formålet er at forbedre serviceniveauet på parkeringsområdet for erhvervsdrivende. Antallet af parkeringspladser i betalingsområdet i København er siden 2005 steget med cirka 3000 som følge af kommunens parkeringsstrategier. Med de nye initiativer bliver området desuden mere fleksibelt for erhvervsdrivende.
Det er overborgmester Frank Jensen tilfreds med.
- Mange håndværkere og andre virksomheder oplever i dag, at det er dyrt og svært at parkere ved kunderne og ved virksomheden. Det er irriterende og går ud over indtjeningen. Derfor sætter vi ind for at sikre erhvervslivet bedre og billigere muligheder for at parkere, siger han.
Et skridt på vejen
Erhvervslivet modtager ændringerne positivt.
- Det er afgørende, at parkeringsmulighederne for erhvervslivet i København bliver bedre. De nye initiativer giver virksomhederne en større fleksibilitet i forhold til at parkere i København og er i tråd med de anbefalinger, som erhvervslivet er kommet med de er positive og et skridt i den rigtige retning, siger Tom Lindquist, adm. direktør i Høyrup & Clemmensen og medlem af Københavns Erhvervsråd.
Han opfordrer desuden Borgerrepræsentationen til at forsætte de gode takter og arbejde for, at der også bliver flere parkeringsmuligheder, for eksempel i form af særlige håndværkerparkeringspladser eller mulighed for, at håndværkere må holde kortvarigt i områder, hvor parkering ellers er ulovlig.
Det er noget, som teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) gerne vil være behjælpelig med.
- Det går den rigtige vej i forhold til at sørge for bedre parkeringsforhold for den nødvendige biltrafik i København, som erhvervstrafikken jo er. Gennem det seneste halve år har vi sørget for forbedringer for erhvervslivet på P-området, og det kunne også være et spændende projekt at reservere pladser til erhvervslivet. Som det ser ud nu, er lovgivningen dog i vejen, så det kræver hjælp fra Christiansborg, hvis vi skal kunne føre det ønske ud i livet, siger Morten Kabell.