23948sdkhjf

Skrøner om udkanten skudt ned

Det er ikke sandt, at den moderne folkevandring i Danmark kun går én vej, nemlig fra land til by. Men de store reformer er i høj grad gået udkantsdanmark imod, siger to forskere
Det er delvist en myte, at befolkningsstrømmene kun går fra land til by. For selv om de store byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg, bliver større, er der ifølge regeringens seneste regional- og landdistriktspolitiske redegørelse tydelige tegn på, at folkevandringerne i dagens Danmark også bevæger sig ad andre veje:

Både Sydfyn, Djursland, Sydsjælland og Viborg oplever befolkningsfremgang.

Og det giver udfordringer for bygge- og anlægsbranchen.

De nye ressourcestærke børnefamilier kræver større huse end deres forældres generation og mere moderne fritidsfaciliteter.

- Jeg er forsigtigt optimist med hensyn til væksten i yderområderne, også på byggeriets vegne, siger professor Jørgen Goul Andersen fra Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

Han skynder sig dog at tilføje, at han sjældent har set så mange politiske initiativer, der er gået landdistrikterne imod:

- Alle de store reformer, som kommunalreform, sygehusreform, politireform, har centraliseret og lukket lokale afdelinger. Jobbene er forsvundet og mulighederne for at låne til en bolig er fortsat begrænsede, siger Jørgen Goul Andersen.

Derfor vender han sig mod de små virksomheder, der kan løbe landkommunerne igang.

- Der er små tegn på bedring i investeringslysten, men skal de små samfund holde på de unge og få gang i væksten må der mere iværksætteri til, siger han.

Sløjt til med erhvervsliv

Også professor mso Gunnar Lind Haase Svendsen, Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet, ser lyspunkter i den rent sociale og menneskelige trivsel i landdistrikterne.

Til gengæld er han ikke så optimistisk med hensyn til udsigterne til byggeri og vækst på for eksempel infrastrukturområdet:

- Et af problemerne er jo, at man har lukket mange offentlige arbejdspladser i yderområderne. Under finanskrisen har mange beboere på landet mistet deres arbejde i lokalområdet og er blevet pendlere. Det er et uheldigt politisk signal at sende, eftersom det i forvejen står sløjt til med erhvervsudviklingen mange steder. Det er rigtigt, at der er enkelte lyspunkter, som Fyn, Viborg-området og så videre, men det opvejes desværre af, at langt de fleste af de 16 yderkommuner hænger fast i en nærmest kronisk tilbagegang, som for eksempel Vestsjælland, Tønder, Morsø, Lolland-Falster, siger Gunnar Haase Svendsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Kræver tilknytning

Han mener, at de færreste flytter fra by til land på må og få - kun tiltrukket af idyllen.

- Langt de fleste flytter fordi de kender området i forvejen eller har venner og familie der. Selvfølgelig spiller de billigere huspriser ind, men er betingelser for job og tilknytning ikke til stede, bliver man boende i storbyen, siger han.

Samtidig fortsætter minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), sin charmeoffensiv for landlig idyl:

- Hvis nogen i de store byer drømmer om at få mere ro og trygge omgivelser til deres børn, er mulighederne til stede inden for en overkommelig økonomisk ramme, siger han til Weekendavisen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.975